Give Away

15. december 2013 29 Af Kreative Pips

Da jeg fremviste mine engle, nævnte jeg Dorthes Hobbystue i Rønne, og jeg har fået nogle af de sidste vinger fra hende. Desværre var der kun sølv og hvid tilbage, men de skal helt sikkert bruges til de halvfærdige engle jeg har liggende.

Faktisk har Dorthe været så sød at sende nogle forskellige andre vinger med, så dem skal jeg også afprøve på mine prismeengle 🙂

Og det er ikke det eneste Dorthe har sendt med ovre fra Bornholm! Hun har sendt en KÆMPE bunke materialer til at lave kort med, og dem kan DU nu vinde! Der er ca 80 ark A5 karton i forskellige farver, 8 ark stickers, små 3D ark til 24 julekort, metal-vinkler, grønne kort med kuvert, romantiske hvide kort med blomster, pyramidekort, blomsterkort og materialer til 3D kort med fisk/havfrue. Lækkert, ikk’?

For at deltage skal du være fast læser (så du kan se om du vinder) og lægge en kommentar herunder, hvor du fortæller, hvad du forbinder BORNHOLM med 🙂 Min mand er jo bornholmer og derfor besøger vi øen et par gange om året. Og ret hurtigt fandt jeg Dorthes Hobbystue 🙂

Resten af søndagen og de kommende dage står den på eksamenslæsning, og jeg ser frem til fredag, hvor jeg går på JULEFERIE 🙂 Derfor trækker jeg en vinder lørdag formiddag, så hvis du vil være sikker på at deltage, skal du kommentere senest i løbet af fredagen 🙂

God søndag og håber I alle får en dejlig uge :o)