Håret i postkassen?

25. marts 2015 9 Af Kreative Pips
I sidste uge på kontoret kom vi til at snakke om ordsprog, som udlændinge har svært ved at forstå.

Håret i postkassen

Ingen ko på isen

Røven i vandskorpen

Osv…

I mandags snakkede Oliver om at han var højere end Mathias, fordi han er ældre end ham. Og han spurgte så “Mor vokser jeg i morgen, når jeg har fødselsdag?”. Hvortil jeg svarede “Nej, skat, det er noget der sker løbende.” Et splitsekund efter LØBER han ind i stuen og spørger “sådan her?”

Nøj, hvor jeg morede mig!

I går var der info møde vedr. mini-SFO og skolestart, og der fortalte de to lærere om at børnene i indskolingen ca. skal lære 11 nye ord om dagen (det inkluderer f.eks. forskellige endelser på ordene) – og de rådede til at man læste højt for børnene for at udvide deres ordforråd. Dét vil jeg rigtig gerne, og jeg læser også godnathistorie for begge børn, men de vælger den samme bog HVER dag så der er jo ikke den store variation i ordene – måske jeg skal lave en regel om, at det skal være en ny bog hver uge?

Jeg ELSKER bøger og var tidligere på fornavn med bibliotekarerne på Ølstykke bibliotek (inden der kom selvbetjeningskasser), og den glæde ved bøger vil jeg rigtig gerne give videre til mine drenge.

Læser du for dit barn? Er det samme bog hver dag eller??