Eftermiddagsvisit hos Varnæs

30. august 2015 2 Af Kreative Pips

Min mor havde fødselsdag i onsdags, og hendes gave var et par hjemmelavede grydelapper i limefarvet halvpanama (en rest fra nogle puder jeg syede i vinters) samt et eftermiddagsvisit i dag hos Varnæs i mit selskab. Min far passede mine drenge, og så kørte min mor og jeg ud til Bakken. Vi nåede lige en runde på Bakken og i Korsbæk, før der blev åbnet for døren hos Varnæs.

Vi fik serveret kaffe og te, og første ret var Lauras teboller (jeg bager selv efter en opskrift fra en Matador-bog) og Gitte Grås små trekantssandwich. Derefter stod den på sandkage og tre slags småkager.

Til sidst var der lagkage med solbærrom 🙂
Undervejs i visittet fik vi besøg af kendte ansigter fra Korsbæk. Først kom oberst Hackel, senere kom Misse Møhge og til sidst kom Laura også op i stuerne, mens Maude var der det meste af tiden – altså indtil hun blev træt og måtte gå op og lægge sig 🙂
Min mor og jeg havde nogle super hyggelige timer i hinandens selskab, og jeg håber jeg næste år får flere af den slags oplevelser i Korsbæk på Bakken 🙂