Mål for 2017

3. januar 2017 8 Af Kreative Pips
Velkommen til et nyt år – det er lidt som at begynde på et helt nyt lærred. Man kan gøre som man vil, og ændre de dårlige ting til bedre ting, og det har jeg tænkt en del over i juleferien.

  • Jeg er ALT for afhængig af min mobil. Skal hele tiden tjekke om der er sket noget på mail/facebook/instagram – og det skal altså laves om. Så om eftermiddagen skal min mobil lægges væk. Samtidig har jeg sat begrænsning på forbrug af tv og tablet, dvs. drengene får max én film eller én times skærm om dagen – og fra næste uge bliver først tirsdag skærmfri, og et par uger efter kommer torsdag også med. De sidste par dage, har det været skønt at se mine drenge lege og være kreative, når de ikke bare kan smide sig i sofaen med tableten og blive underholdt.
  • En anden ting jeg vil gøre mere, er at få mere motion. Det er som sådan ikke et spørgsmål om at tabe nogle kilo, men det vil da ikke gøre noget. Det er sjovere at spille håndbold, når jeg ikke er så forpustet, så NU skal jeg igang. Min veninde har udfordret mig, så nu har vi tilmeldt os Iforms kvinde-triatlon til maj. Vores mål er bare at gennemføre, og det er mere for at få noget motivation for at få trænet, mere end det er et mål at lave en triatlon – i hvert fald for mig!
  • Stofbunkerne bliver større og større, og NU må jeg altså få brugt noget af alt det stof jeg har herhjemme. Jeg bliver nødt til at få lavet de gamle ideer, før jeg begynder på nye ting, som kræver nye materialer. Derfor prøver jeg også at få syet mine UFO’er færdigt, før jeg klipper nye ting – det holder bare ikke helt 🙂 I dag skulle jeg lige klippe en lille bestilling, og da jeg så var i gang, klippede jeg lige nogle ekstra, så jeg kan sy dem på én gang (på tords af jeg allerede har en bunke projekter liggende ved symaskinen) 🙂

Jeg har dog fået noget færdigt, nemlig denne sweatshirt som jeg klippede en gang i sensommeren…

Mave/ryg er noget glimmer-isoli, og resten er mørkgrå jersey fra stof&stil.
  • Her i juleferien har jeg (igen) indset at jeg presser mig selv for meget, tager imod for mange bestillinger på én gang, sætter for høje krav til mig selv, osv. Da jeg er virkelig dårlig til bare at slappe af, har jeg ikke haft tid/overskud til at lære at hækle, men det VIL jeg nu. Da jeg for 3 år siden prøvede, ville jeg begynde med de søde små dyr, men min mor syntes jeg skulle lære maskerne at kende først! Hun havde SÅ meget ret, men det har jeg først indset nu. Så nu vil jeg prøve at få hæklet nogle karklude, og prøve de forskellige masker og mønstre, inden jeg begiver mig ud på nye eventyr. Hvis du kender til bøger/hjemmesider/lignende med BEGYNDER-hækling, så hører jeg meget gerne om det 🙂

Nu vil jeg lige sy en halv times tid, inden jeg smider mig ind på sofaen med afsnit 5 af Matador 🙂