November 2018

2. december 2018 0 Af Kreative Pips
– Dette indlæg indeholder affiliate links

November har nok været en af de travleste måneder længe – hvilket godt kan ses på antallet af indlæg her på bloggen. Jeg har haft travlt på arbejdet, hvor jeg har været på både seminar og på kursus med til sammen tre overnatninger. Det har været nogle rigtig lærerige dage, især de tre kursusdage i den forgangne uge. Jeg har lært om anerkendende ledelse, og det er noget jeg tænker aktivt over i min arbejdsdag, og jeg håber jeg også kan bruge det i privatlivet, over for familien og også til håndboldtræningen af de små 7årige unger, jeg hygger mig med hver lørdag morgen.

Store flotte edderkopper på Stevnsfortet – det var en stor oplevelse at se de underjordiske gange.

Der er to udgange mod vandet, den ene fører ud til denne “bro”, mens den anden fører ud til en sten-fyldt strand. Vinden lavede nogle flotte, men kraftige bølger, så jeg blev i sikkerhed i grotten.

Jeg er virkelig stor fan af den smukke danske natur, og det tror jeg må være et af mine mål for 2019: at se mere og lære mine drenge mere om den danske natur.

Jeg fik lidt højdeskræk og blev lidt svimmel på vej ned af den lange, lange trappe til de underjordiske gange på stevnsfortet…

I denne uge har der været nogle iskolde, men virkelig frost-smukke morgener i Birkerød. 

Vi er begyndt at jule, så den har stået på juleradio og risengrød. Men vi er endnu ikke nået til julepynten, men vi er så snotforkælede af mine forældre, at vi da har 3 pakkekalendre, som pynter i vores hus. Drengene har hver deres hængende ned ved deres værelser, mens jeg også har fået pakkekalender, dog er adventsgaverne vist nok fælles med min kæreste (men det fortæller jeg ham først, når jeg har set hvad de indeholder haha :))

Det gode ved at mine symaskiner altid står fremme inde på syværelset, er at jeg altid lige kan gå ind og sy i 5 minutter. Og derfor har jeg da alligevel fået syet lidt i månedens løb. Det er bla. blevet til nogle ranglantrøjer i diverse stoffer fra lageret – og jeg har endelig fået skåret to nye farver til min tapebinder.

En juletrøje i str. 92 i resterne fra min Jule-Karen
Blusen er den ene af de to, som vinderen af min lille Facebook Give-away valgte som hendes præmie. Det er virkelig skønt at få ryddet ud i stofbunkerne, og jeg fandt faktisk nogle hele stykker stof, som jeg helt har glemt! UPS!

Der var ikke nok til en hel bluse til storebror, så hans fik ensfarvede ærmer. 

Vi har været til bålhygge i Mathias klasse, og det var super hyggeligt. Er glad for, at der rent faktisk findes forældre, som TØR fortælle ærligt om deres børns problemer – i min ældstes klasse er det sgu lidt “glansbillede-agtigt” og dét er jeg træt af, især fordi jeg/vi jo netop kæmper for at få noget hjælp til Olivers udfordringer i skolen.

Jeg fik også syet en sjov test af et hundedækken til vores lille Nougat. Hun står og ryster lidt, når hun venter udenfor butikken eller SFO’en, så jeg tænkte, at jeg da lige kunne bruge nogle af mine stofrester på forsøget. Inderst er der pink fleece, mens ydersiden er en rest halvpanama.
Ideen er fundet på Pinterest, hvor jeg nu også har et board med hunde-ideer (var der nogen som kaldte min den tossede hundeejer? haha)

En af Olivers børnehaveveninders storesøster skal giftes i dag, og hendes mor har købt den smukkest lange blå kjole. Hun er ikke så glad for sine albuer, og spurgte om jeg ville sætte ærmer på, og det var faktisk ret nemt. Jeg tog udgangspunkt i ærmet på Karen-kjolen, men måtte gøre det lidt breddere i andet forsøg, da ærme-stoffet (et matchende chiffontørklæde, som var købt til formålet) ikke var med stræk. Det blev sat på ved at lave lidt læg ved skulderen, og så skjulte den tykke blonde selve syningen. 

Hendes buksedragt til kirken har jeg også tilpasset, da hendes højde og lange overkrop var lidt problematisk. Jeg pillede skuldersømmen op og satte en stræk-blonde-kile i, og det fungerede meget bedre end jeg havde turde tro. Jeg håber, de alle får en helt fantastisk dag i dag <3

De første julegaver er indkøbt og pakket ind, tror vi er oppe på en 10 stykker på nuværende tidspunkt 🙂 Jeg er også så småt begyndt på de hjemmelavede gaver, der er i hvert fald indkøbt noget virkelig lækker isoli til et projekt jeg glæder mig rigtig meget til at lave 🙂

Min lille dreng har spillet kamp, og han er faktisk rimelig god på mål (men mine forældre er også begge håndbold-målmænd, eller var for de har ikke spillet længe..)

Når mine vaniljestænger er tomme, fylder jeg dem enten i et patentglas fyldt med (rør)sukker eller med vodka, og det betyder at jeg bl.a har en lækker hjemmelavet vaniljesukker, som giver en meget lækker smag i årets første risalamande – mums 🙂

Håndboldsæsonen er endelig gået i gang for mit vedkommende – og det har været savnet! Et halvt år uden bold, spillet og hele fællesskabet har været savnet, men det betød også at jeg fik de klassiske harpiks-vabler på to fingre! Og jeg tager endda aldrig harpiks på selv.. hmmm…

Vores håndboldklub har lavet et tilbud til børn med udfordringer, som gør at de ikke kan være med på almindelige hold (se evt. mere om Lykkeliga her). Og da de holdt juleafslutning fik de alle en sponsoreret drikkedunk, og jeg satte så navne på alle dunkene et par aftener i forvejen.

Vejledning til at lave navne i skiltevinyl kan findes lige her.

Min lille Mathias har (endelig) tabt sin første tand, og så skete det endda mens jeg var på kursus. Men han er bare så sød med det tomme hul <3

Selvom jeg er kronisk bagud for tiden, glæder jeg mig til december og ALT hvad det indebærer. Først og fremmest skal vi vist have pyntet op, og så må vi hellere få styr på det der kalenderlys! Det er vist første gang, at jeg ikke er klar med kalenderlyset! Men i går fik jeg først fri kl. 17.45, og så havde jeg simpelthen ikke overskud til at lege med ler og gran. Til gengæld fik jeg sat nissedøren op og lagt alle de mange, mange julekalendere frem til morgenmaden.

Vi skal ud på Dyssegården og fælde juletræ i dag, og det er bare en af de første mange traditioner, som måneden bringer. Jeg glæder mig. Jeg ELSKER jul <3

Følg mig på PinterestFacebook og Instagram

– Dette indlæg indeholder affiliate links