Hjemmelavede julegaver #2 – bluserne

27. december 2018 0 Af Kreative Pips
Min store niece fik en bluse med samme blondedetalje, som hendes lillesøster havde på kjolen. Blusen er syet efter en ranglanblusemønster fra Ottobre bare påsat en bred ribkant i bunden. Den brede ribkant gjorde, at blusen blev lidt tunika-agtig, men det tænker jeg ikke gør noget. Jeg er selv glad for lange bluser 🙂 Stoffet er en tyk lækker jersey fra Stof2000, og det er en rest fra min første hjemmelavede kjole, som blev syet til min mormors 70 års fødselsdag.

Mathias fik en mørkegrøn ranglanbluse i en lækker isoli fra Stof&stil. Den blev måske en anelse for lang, når nu han er en dreng, men han er selv tilfreds. Trykket på maven er lavet på min Silhouette Cameo 3, og det var min første “bogstavs/navnebluse”, men jeg skal helt sikkert lave flere 🙂

Sidst men ikke mindst fik jeg syet en hættetrøje til Oliver. Sort isoli fra Piraf (tror jeg nok det er fra) og så en rest bold-jersey, som jeg vist købte på sommerferien i Tyskland for et par år siden. Trykket er også lavet på min Silhouette Cameo 3, og på trods af et spritny kniv drillede skæringen – måske mit strygevinyl er blevet for ‘gammelt’ eller opbevaret forkert? Er der andre, som har oplevet noget lignende?

Jeg har fundet printet på google og så ført det over i Silhouette softwaren, det er faktisk ret nemt, men tænker at lave en vejledning i det nye år.

Han er bare SÅ glad for den, og han har svoret at han vil bo i blusen i dag og de næste tre dage, hvor han skal til sit første julestævne med håndbolden. Jeg har selv deltaget i Midtjysk Julecup, så jeg glæder mig til, at han forhåbentlig får nogle gode oplevelser ligesom jeg selv havde.

Mønstret på hættetrøjen er fra Ottobre nr. 4/2013