Panda

11. april 2019 0 Af Kreative Pips

Man kan næsten ikke åbne et medie uden, at der er en historie om de to nye pandaer i Københavns Zoo. Og de to pandabjørne er da også noget så kære og nuttede. Jeg håber, at ungerne og jeg snart kan tage en tur derind. Det er nemlig ret længe siden, vi var der sidst. Jeg har selv set levende pandaer før, men det har mine drenge ikke.

Beijing 2003

På mit 3. år på handelsskolen var vi en tur i Kina. Vi var seks klasser på årgangen, og der var frit valg mellem de tre studieture. Min klassekammerat Mette og jeg var de eneste fra vores klasse, som valgte Beijing. De fleste valgte vist Berlin, og enkelte var vist også i Dublin. Jeg har aldrig fortrudt, at jeg tog til Kina. Det var en stor drøm at komme ud og opleve østen.

Den kinesiske mur

Vi var selvfølgelig ude og se alle de store seværdigheder i nærheden af Beijing. Den kinesiske mur var selvfølgelig en stor oplevelse. Mange af billederne er lidt grynede, men der er jo også sket en del på digitale kameraer siden 2003 🙂

En aften på slange restaurant

To af aftenerne var hele gruppen sammen ude at spise. Den første gang var på slangerestaurant. De kom og fremviste den levende slange ved bordene, og de slagtede den foran os. Da de skar den op, lød det præcis som en lynlås! I de to skåle er henholdsvis slangens blod og slangens galde (blandet op med noget finsprit). Jeg var den eneste som smagte begge dele, og jeg smagte også alt det andet med slange. Jeg tænkte, at det var once in a lifetime! Maden var generelt meget stærk, så der blev ikke spist så meget.

Den anden aften vi var ude og spise, fik vi Peking And. Dét var en helt anden oplevelse. Jeg elsker and, og jeg får det alt for sjældent. Den sprøde and og de små pandekager var bare lækkert. Jeg har vist ikke fået det siden, men mon ikke det fås på nogle af de mange kinesiske restauranter?

Beijing Zoo

Vi havde selvfølgelig også noget tid for os selv. Vi er jo piger, så vi brugte en del tid på shopping. Det var især på Silkemarkedet og på Perlemarkedet. Jeg er jo ikke (og har aldrig været) et lille nips, så det var svært for mig at købe sko og tøj. Men i stedet fik jeg købt en masse andet. Pudevår med kinesiske tegn, en silkebadekåbe med kinesiske tegn, duge, yin-yang meditationskugler, et stempel med mit navn, en tegning af den kinesiske mur og meget andet.

En eftermiddag valgte vi at tage i Beijing Zoo netop for at se den store pandabjørn. Vi blev ret skuffede over dyrenes ringe forhold. De 4-5 isbjørne havde kun et lille bitte vandbassin, og nogle kinesere kastede chokoladekiks ned til isbjørnene. Pandabjørnene havde to store græsarelaer, men de fleste bjørne var lukket inde i deres bure.

Panda i Beijing Zoo
Panda bjørn

Andre pandabjørne

Da jeg begyndte at sy bluser til mine drenge, købte jeg ofte en del spraglede jerseyer. Heriblandt er en fin sort og grøn jersey med pandabjørne. Selvom den er spraglet, er den mere afdæmpet end nogle af de andre stoffer. Jeg tonede blusen ned ved at bruge stjerne-jersey på ærmerne.

Mathias har en plakat med pandabjørne hængende på sit værelse. Og det er faktisk en plakat fra mit barndomsværelse. Jeg fremviste plakaten dengang vi lavede Mathias’ værelse i 2014.

Ovre hos Anja Takacs er der mønstre på pandabjørne i perler, så hop over på hendes blog og find de fine bjørne.

Følg mig på Pinterest, Facebook og Instagram