Maj 2019

3. juni 2019 0 Af Kreative Pips

Maj har været en ret kreativ måned. Og det er dejligt at mit kreative overskud er kommet tilbage. Generelt er mit overskud blevet større og større, og min arbejdstid er også vokset stødt gennem måneden. Alt i alt har måneden budt på mange gode oplevelser. Og jeg er helt sikkert på vej ud af min stress, så humøret er også rimelig godt.

Krea-værelset

Min eks-kæreste har været forbi og hente de sidste ting, så nu kan jeg endelig komme i gang med den sidste indretning på krea-værelset. Jeg har lidt tanker om et Bror-rullebord fra Ikea, for jeg mangler lidt afsætningsplads til ungernes perleplader, og til når jeg forhåbentligt snart kommer igang med at støbe beton igen.

Perlehylderne før oprydningen…

Jeg har fået ryddet lidt op på hylderne med perler, og den ekstra hylde i min store rumdeler hjalp helt vildt. Nu mangler vi bare at spise en masse tomatsauce, så vi kan få flere af de gode store glas til perlerne. På glassene har jeg skrevet med porcelænstusch (reklamelink) på siden og med sprittusch på toppen, så jeg har helt styr på, hvilken farve perler der er i.

Så er der styr på perlerne og hvilken farve der er i glassene.
Der er nu plads til 2x 12 glas 🙂

Nye gardiner

Jeg har syet alle gardinerne herhjemme, og det har været en kedelig opgave. Det er sgu bare sjovere at fremtrylle fedt tøj til børnene eller Karenkjoler til mig:)

Siden jeg flyttede mit soveværelse fra den ene ende af huset til den anden, har jeg været ked af de lyse bomuldsgardiner. Der har været alt for lyst, og det er bare blevet lysere og lysere som sommeren er kommet nærmere. Denne gang har jeg sprunget over hvor gærdet er næst-lavest, for jeg fandt lige den ønskede lilla farve i Ikea. Jeg har købt færdige mørklægningsgardiner, og så har jeg forkortet dem, så de passer i længden. Det er SÅ fedt med et mørkt soveværelse – I love it!

Et nyt mørkt gardin og det gamle lyse – forskellen er tydelig 🙂

Motion og sundhed

Jeg er kommet igang med at træne igen, og det har helt sikkert også hjulpet på humøret. Jeg har ‘kun’ fået løbet to gange, men har til gengæld cyklet tre lange ture (mellem 13 og 28 km) i maj måned. Min mor og jeg cykler indimellem sammen, og det er mega hyggeligt. Vi får motion, vi er på samme niveau og så kan vi snakke sammen samtidig. Så vi får lige vendt alt fra udfordringer med mine børn, vores chefer og forskellige ting om vores fælles sommerferie. Det er bare så skønt, at vi er kommet i gang med det igen.

Den øgede motion giver mig også mere lyst til at leve sundere, og jeg kæmper med at finde en god balance. For jeg beviste jo fint for to år siden, at jeg relativt nemt kan tabe mig, men det at finde balancen efterfølgende og holde vægttabet er straks sværere.
Jeg har genopdaget broccolibrød, som jeg pt. har liggende i fryseren og så kan jeg nemt tage en skive op om morgenen til madpakken. Oftest spiser jeg med ost og skinke på og så noget gnavegrønt ved siden af.
Udover at jeg elsker kage, er jeg også ret vild med brød og boller. Jeg har hørt meget om skyrboller, og det har jeg nu forsøgt mig med. De er lidt klægge i midten, så jeg skærer dem over og rister dem inden de bliver smurt og spist.

Min første portion skyrboller

Som jeg nævnte i april, har jeg været på kursus i Mindfullness. Jeg har brugt det indimellem, men ikke noget fast. Jeg mangler stadig at få det afprøvet noget mere på børnene, for jeg tror stadig det kunne hjælpe dem med at finde mere ro.

Nougat

Vi har to gange haft besøg af Nougat og min ekskæreste. Drengene synes det var skønt at se vores lille hund igen. Hun føler sig stadig hjemme i vores hus. Hun vidste præcis, hvor alle hendes yndlingssteder var. Solpletten i haven. Sofaens armlæn i stuen. Hun kunne tydeligvis genkende det. Jeg synes bestemt også, at det var hyggeligt. Og jeg savner hende da også, så vi kommer ud og gå ture. Omvendt synes jeg stadig, det er synd hun ville skulle være alt for meget alene hjemme, hvis hun boede hos os. Derfor er det klart det bedste, at hun bor hos min eks.

Nougat <3

Selvforkælelse

Jeg har i høj grad forkælet mig selv her i maj måned. Først var jeg til lagersalg hos Izabel Camille. Det var vist 4. gang jeg var deroppe, og denne gang havde jeg 2-3 ting i kikkerten. Jeg ønskede mig nogle guldøreringe med rosa sten, og så ønskede jeg mig grønne eller blå vedhæng til mine guldøreringe.

Og jeg fandt lige præcis hvad jeg ønskede mig <3

Jeg har også fået brugt mine gavekort fra håndboldklubben og forældrene. Først fik jeg i Matas købt min yndlingsparfume fra Lancome, og så fik jeg købt en masse tøj i H&M for mit andet gavekort (der kom dog også nogle strømper med hjem til Mathias). Jeg har også fået købt et par blazere til. Nu jeg endelig har fundet en behagelig og casual blazer, har jeg købt den i fire farver 🙂 Men har også googlet mig til mange andre fine farver, men tror jeg “nøjes” med de fire jeg har nu haha 🙂

Hver måned får jeg også en Goodiebox fyldt med forkælelse

Underholdning

Jeg har fået slappet en del af med både film, bøger og tv-serier. Jeg har fået set de sidste afsnit af Game of Thrones (reklamelink), og jeg må bare sige at jeg er skuffet. Jeg synes, det er en meget dårlig slutning! Nu glæder jeg mig til at skulle se to andre serier på HBO, nemlig The handmaids tale (reklamelink) og Big Little Lies (reklamelink).
Jeg har fået set alle fire film i Jussi Adler-Olsens Afdeling Q serie, og så opdagede jeg, at der snart kommet en ny bog. Det er nr. 8 i serien (reklamelink), og den må jeg snart få fat i. Og så glæder jeg mig bare til at der forhåbentlig snart begynder at komme flere filmatiseringer i serien.

Følg mig på Pinterest, Facebook og Instagram