Vi bygger om… igen

19. januar 2020 0 Af Kreative Pips

Før jeg fik hus forstod jeg ikke hvad min far mente, når han sagde “os med hus og have, har altid nok at lave“. Men det gør jeg nu. Og med børn der vokser ud af deres legetøj og babyblå værelser, er der altid noget at lave. Vi er derfor gået i gang med at lave nyt værelse til Oliver. “Bygge om” er lidt overdrevet, for vi skal ‘bare’ male og indrette med nye møbler.

Olivers værelse

Det er 5 år siden vi sidst lavede Olivers værelse, og nu bliver han snart 11 år. Han skal have ryddet ud på værelset, og så skal hans xbox flyttes fra stuen til værelset. Han skal have ny seng og en ny (og lavere) reol. Sengen er købt brugt via Facebook, vi sparede 1.300 kr. og har endda fået nye hjul gratis i IKEA. Reolen er også fra IKEA. De har nu altså bare mange fine ting derude til gode priser.

Første step var at tømme hans værelse. Sengen blev solgt for 100 kr. – vi gav selv 150 kr. Madrassen er kommet op til deres far, hvor drengene har fået køjeseng. Og reolen er flyttet ned på mit kreaværelse.

Olivers værelse

Mine forældre var en stor hjælp sidste weekend, hvor de hjalp med at rydde ud OG vaske væggene ned. Og så kørte de lige noget affald på lossepladsen for mig, mens jeg tog til håndbold med drengene. Jeg har virkelig været heldig med mine forældre! De er bare de bedste!

I dag har jeg så malet værelset for 2. gang, og vi har samlet hans nye reol. På onsdag kommer mine forældre og hjælper med at få sengen samlet og sat på plads. Derefter kan vi komme i gang med det sjove – nemlig indretningen.

Mit kreaværelse

Du kan se, hvordan mit kreaværelse så ud før i dette indlæg.

Oliver har en 4×4 Kallax rumdeler fra IKEA, og dem er der mange til salg af på Facebook og DBA.dk. Derfor valgte jeg at beholde reolen, og så sælge mit skrivebord i stedet for. Det var faktisk også købt brugt, og nu solgt videre:)

Jeg har også mere behov for opbevaring end skrivebordet. Drengene har nemlig brug for mere plads til deres tøj, så jeg bliver nødt til at få ryddet ud i mine krea-materialer og få flyttet nogle af dem ned på krea-værelset.

Krea-værelset

Nu skal jeg i gang med at rydde op i alt mit stof, og derefter skal jeg i gang i skabene med alle de andre krea-materialer. Det kommer til at tage noget tid, men NU skal det altså være 🙂 Kender du det med at rydde op i de kreative materialer? Når man først får fundet tingene frem, får jeg altid lyst til at lave noget i stedet for at rydde op.

Følg mig på Bloglovin’, Pinterest, Facebook og Instagram