Tulipaner i perler

Tulipaner i perler

8. marts 2025 0 Af Kreative Pips

Foråret er virkelig på vej. I de her dage hvor solen skinner, og vintergækker og de andre forårsblomster pibler op af jorden, der glæder jeg mig til at være mere i vores have. Og jeg trænger til farver, både i min påklædning og i vores hjem. Derfor har jeg lavet en stor farverig buket tulipaner i perler.

Der er mange, som laver blomster af perler for tiden. Mange af dem af den “nye” slags, hvor perlerne stryges så meget, at man ikke kan se det er perler. De er super fine og ret naturtro. Mine perler er af den hel almindelige gammeldags slags, hvor det er simple mønstre og tydeligt at se perlerne. Begge dele kan noget. Denne gammeldags slags er måske lidt mere børnevenlig, da børnene kan være mere med end med de nye som skal stryges, og så skal de bøjes mens de stadig er varme.

Materialer til tulipaner i perler

Til mine tulipaner i perler skal du bruges følgende:
– perleplader: firkantede og sekskantede
– perler
– Elefanttråd
– limpistol

Alle materialer kan købes hos Rito.dk (Reklamelink)

Mine tulipaner i perler er lavet i kombinationerne:
– abrikos (79) og lys abrikos (105)
– Gul (03) og lysegul (103)
– Lys lilla (45) og pastelsyren (96)
– Pink 48 og pastelrosa (95)
– Lavendel (107) og lys lavendel (106)
Stilkene er lavet med grønne perler (10). Alle numre refererer til HAMAs farvekoder. Men du vælger naturligvis selv hvilke farver og perler, du ønsker dine tulipaner i.

Vejledning på tulipaner i perler

Blomsterhovedet består af to dele som sættes ind over hinanden. Jeg har tegnet mønsterdelene op i en perleapp, som hedder BeadsCreator. Den farve som står først herover, har jeg brugt som omrids (de sorte perler på mønstret) og den anden farve er brugt til at fylde ud med.

Til hver blomst har jeg lavet en lille grøn cirkel af 7 grønne perler på en sekskantet plade. Jeg har stukket elefanttråden igennem den midterste perle og bukket tråden, så der ca. er 0,5 cm over perlen.

Jeg har samlet de to blomsterhoveder og limet blomsterhovedet oven på de grønne perler med en limpistol. Jeg har brugt en stor klat lim ovenpå den grønne del, og så holdt blomsterhovedet fast, mens limen størkner. Når limen er størknet, klipper jeg elefanttråden til i en passende længde. Og så fylder jeg grønne perler på hele vejen ned, på nær de sidste 2-3 cm. Bunden af tråden bukker jeg op, så de grønne perler på tråden sidder i spænd.

Så er første tulipan færdig. Du kan nu færdiggøre de andre tulipaner efter samme måde.

Jeg har lavet 19 tulipaner og sat dem i en vase. Nu står de og pynter på vores hjemmelavede køkkenø. Jeg er vild med de friske farver, som minder mig om at påsken er på vej.

Alle mine påske ideer finder du her.

Jeg har lige flyttet vores perler, så de står i skabene i spisestuen. Det gør, at vi alle nemmere kan tage dem frem. Det har i hvert fald givet mig lysten tilbage til at lave perler, når jeg ikke skal slæbe alle papkasserne frem for at finde de rigtige farver. Nu er det meget nemmere, og jeg kan godt lide ting der er nemme 🙂

Følg mig på Bloglovin’, Pinterest, Facebook og Instagram