Boganmeldelse – Når lykken vender

Boganmeldelse – Når lykken vender

31. maj 2025 0 Af Kreative Pips

Jeg har læst og anmeldt romanen “Når lykken vender” af Marisa Søby.

Bogen “Når lykken vender” er modtaget til anmeldelse.

Fakta om bogen:
Titel: Når lykken vender
Forfatter: Marisa Søby
Udgivelsesdato: 24. maj 2025
Forlag: Forlaget Søby

Fra bogens bagside læses:
”Hvad mener du?” spørger Andrew undrende, og jeg kan se frygten i hans øjne.
Mit blik låser sig fast på en knast i de ru fyrretræsplanker. Dirrende indeni trækker jeg vejret helt ned i lungerne og åbner så op for det mørke, jeg bærer på.
”Det her har ikke noget med dig at gøre. Jeg ved bare ikke, om jeg er klar til at stole så meget på nogen igen. Jeg ved ikke, om jeg kan elske nogen og stole på, at kærligheden er ægte,” siger jeg. Mine hænder knuger om hinanden. ”Jeg har ikke fortalt ret mange om ham, og ingen kender hele sandheden.” Min stemme er så lav, at den næsten går i et med stilheden.

Dea kæmper med sine indre dæmoner, for hvem kan man stole på, når det menneske, man elskede højest, viste sig at være djævlen i forklædning?
Andrew er vokset op i en familie, der aldrig har manglet noget økonomisk, til gengæld savner han en nærværende far.

Sammen med vennerne Daniel og Helena tager de afsted på vandretur. Turen får dem til at se verden på ny og giver et pusterum fra hverdagen. Men hjemme lurer Deas fortid stadig, og Andrew må trodse farens forventninger for at finde sig selv.

Min anmeldelse

Det er en bog lige efter min smag! Den syder af håb uden at det bliver sukkersødt på noget tidspunkt. Ungdommens sødme og alvorlige emner er blandet godt sammen, præcis som de flestes liv er. Problematikkerne med at løsrive sig fra ens forældre, finde sig selv og kæmpe mod traumer er noget jeg kan genkende fra mit eget liv, både som ung, men også som mor til teenagere. Historien har fylde, personerne har dybde og fortællingen flyder bare. Beskrivelser af naturen og personerne gør, at jeg føler jeg kan se det hele foran mig som en film. Den her bog er virkelig en jeg vil anbefale alle at læse, også min 16årige knægt, som jeg heldigvis HAR fået smittet med læselysten.

Marisa Søby har siden 2021 uddelt Søby-prisen inden for fire kategorier, og hun har siden 2023 arrangeret bogfesten “Litteratur i øjenhøjde“. Marisa læser og anmelder bøger, og har også et bogbytteskab i Allerød. Så en aktiv pige/kvinde inden for læsning og forfatterskabet. Følg hende på de sociale medier for mere info om hendes arrangementer.

Hvis du mangler at bestemme dig for, hvilken bog du skal læse til sommer, kan du dykke ned i mine mange anmeldelser lige her. Jeg har flere bøger liggende klar til læsning og anmeldelse, så jeg kan love der kommer flere anmeldelser de kommende uger.

Følg mig på Bloglovin’PinterestFacebook og Instagram