Sy nemme julesokker
Min ældste søn er på efterskole, og han har spurgt, om jeg ikke kunne sy julesokker til ham og hans to roomies. Jeg ELSKER julen, og jeg elsker den betænksomhed min søn havde med ønsket. Så selvfølgelig har jeg syet tre julesokker. Jeg har selv tegnet mønstret af efter en fin julesok fra Fredsted (reklame, da sokken er modtaget i en af ambassadørkasser, jeg løbende modtager fra Fredsted). Jeg blev selv lidt overrasket over hvor hurtigt og nemt det var, og resultatet blev præcis som ønsket. Så herunder finder du min vejledning til at sy nemme julesokker.
Sy nemme julesokker
Equipment
- Symaskine
- Strygejern
Materials
- Mønstret fast bomuld til ydersiden
- Fast bomuld til inderside (kan være ensfarvet eller mønstret)
- 10-15 cm bånd
- Pladevat
- Evt. strygevinyl til navn
Sådan gør du
- Tegn et mønster ud fra en anden julesok eller find et gratis mønster på nettet, som du kan tage udgangspunkt i.

- Klip 4 sokker, to i yderstoffet og to i inderstoffet

- Hvis du vil stryge navn på, skal det gøres nu

- Læg en sok i yderstof ret mod ret med en sok i inderstoffet. Sæt nåle i toppen. Gentag med de to andre sokker.

- Sy sokkerne sammen i toppen

- Stryg sømrummet fra hinanden

- Klip et bånd og læg det helt op til syningen på yderstoffet.

- Læg de to sokker ovenpå hinanden ret mod ret. Sæt nåle i hele vejen rundt. Husk at indsætte bånd øverst mellem de to yderstoffer.

- Læg to lag pladevatunder yderstoffet.

- Det er vigtigt at der er åbent øverst i pladevattet, da inderstoffet skal ind imellem de to lag pladevat.

- Sy hele vejen rundt, men lad 10-15 cm på inderstoffet være åbent, så du kan vende sokken derigennem.
- Klip hakker i buens sømrum, da det vil give et pænere resultat.

- Vend sokken gennem hullet.

- Sy hullet sammen i hånden – jeg bruger usynlige sting, ligesom når jeg syr patchwork i hånden.

- Vend inderstoffet ind imellem de to lag pladevat

- Din nemme julesok er færdig og kan nu hænges op,så nissen kan komme med små gaver

Navnene på sokkerne er lavet på min Silhouette Cameo3 skæremaskine med skrifttypen PN Christmas Town. På Olivers sok blev navnet med glimmer, mens de to roomies fik navne uden glimmer. Det er jo nok ikke alle teenagedrenge, som er vant til glimmer i rigelige mængder 🙂 Men Oliver er vant til mig og min glimmer-glæde 🙂

Både stofferne, strygevinylen og båndet er noget jeg havde liggende fra tidligere projekter, så jeg ved ikke hvor tingene kan fås nu. De fleste sybutikker har forskelligt julestof. Jeg har selv kigget hos Rito (Reklamelink), hvor de også har et fint udvalg (obs på at prisen er for 50 cm). Jeg har nemlig overvejet om jeg skal sy flere adventsposer. Vi kunne godt bruge lidt flere, så vi har stofposer til alle drengene og manden til advent. Det gør det nemmere og hurtigere at pakke ind og spare på papiret.
De små stofrester bruger jeg til at sy patchwork i hånden. Jeg tror, det skal blive en brødkurvsserviet til den brødkurv, min ældste søn engang lavede i sløjd.
Ideer til gaver i julesokken
Vi har sørget for, at Oliver har lidt indpakket slik/chokolade, som han kan komme i sokkerne. Det er hans egen ide. Vi har blot udført den, da det ikke er så nemt for ham at handle osv. på efterskolen. Hvis julesokken er til en voksen, kan du bruge nogle af de ideer, jeg delte i seneste indlæg om pakkekalenderen til min mor sidste år.
Jeg håber, du kan bruge min vejledning og ideer til at sy nemme julesokker. Hvis du bruger min vejledning, vil jeg elske at se det. Så send mig gerne dine kreationer på mail eller på de sociale medier.
Følg mig på Bloglovin’, Pinterest, Facebook og Instagram
