Boganmeldelse – Tue turde
Jeg har sammen med mine drenge læst og anmeldt børnebogen “Tue turde” af Lina Junker & Cecilie Birk Carmona.
Bogen “Tue turde” er modtaget til anmeldelse.

Fakta om bogen:
Titel: Tue turde – historien om at finde sit rette element
Forfatter: Lina Junker & Cecilie Birk Carmona
Udgivelsesdato: 1. oktober 2025
Forlag: Wadskjær forlag
Fra bogens bagside læses:
Katten Tue lever et meget kedeligt liv. I et forsøg på at få noget opmærksomhed tisser han lidt her og de. Og det gør ham ikke ligefrem populær hos damen, han bor hos. Men så en dag sker der noget, som vender op og ned på hele hans verden, og pludselig skal Tue være modig for at finde sit rette element.
Idéen til “Tue turde” opstod, da Lina Junker adopterede en kat, efter dens daværende ejer oplevede, at den mistrivedes i hendes lejlighed. Først da katten kom ud i landlige omgivelser, fandt den sit rette element, ligesom Junker selv havde gjort det, da hun i sin tid flyttede på landet. Her indså hun, at mennesker og dyr ligner hinanden mere, end man måske lige skulle tro, hvad angår vores behov for at høre til, og hun gav sig straks i kast med skriveriet.
Vores anmeldelse
Jeg har læst “Tue turde” med to af drengene herhjemme (6 år og 14 år). Ret hurtigt sagde den lille, “det rimer”, de har nemlig om rim i børnehaven. Og det er nogle virkelig fine rim, som fortæller om Tues rejse. Historien er sød og er en god reminder om, at vi alle skal finde vores rette element. Der hvor vi har det godt, og hvor vi kan være os selv. Historien er illustreret med de smukkeste illustrationer, som flot hjælper med at fortælle Tues historie.
Vi har allerede læst historien om den lille kat flere gange, og jeg tror, det er en bog, som vi vil vende tilbage til igen og igen. Det er nemlig en sød historie, som fanger børnenes interesse. Bogen egner sig også som selvlæsning, for der er få sætninger på hver side. Så herhjemme kan bogen bruges af flere af drengene ud fra deres læsefærdigheder.
Hvis du mangler at bestemme dig for, hvilken bog du skal læse i vinterferien, kan du dykke ned i mine mange anmeldelser lige her. Jeg har flere bøger liggende klar til læsning og anmeldelse, så der kommer flere anmeldelser den kommende tid.
Følg mig på Bloglovin’, Pinterest, Facebook og Instagram