Boganmeldelse – Skygger i Wildwood
Jeg har læst og anmeldt romanen “Skygger i Wildwood” af Steen Harvig.
Bogen “Skygger i Wildwood” er modtaget til anmeldelse.

Fakta om bogen:
Titel: Skygger i Wildwood
Forfatter: Steen Harvig
Udgivelsesdato: 5. december 2025
Forlag: Trykværket
Fra bogens bagside læses:
Skygger i Wildwood er baseret på en autentisk historie fra 1950’ernes USA. Den 28. april 1955 forsvinder den 14 årige skoleelev, Stephanie Bryan, på vej hjem fra Willard High School, Berkeley, Californien.
Ingen ved, hvad der er sket. Forældrene er sønderknuste, politiet i vildrede, indtil der en dag – flere måneder efter Stephanies forsvinden – dukker ejendele op, der helt entydigt har tilhørt hende. Men på en lokalitet og under omstændigheder, der forekommer ulogiske og absurde.
Sagen, som amerikansk politi og retsvæsen for længst har lukket for godt 60 år siden, bliver genstand for en filmatisering, og da tidligere politikommissær Carl Hansen – der har kendt til den mystiske historie siden sin ungdom – dermed på ny bliver konfronteret med gåden “Stephanie Bryan”, er han overbevist om, at sagen bør genoptages.
Men hvordan?
Min anmeldelse
Jeg har modtaget bogen til anmeldelse og kender ikke forfatteren i forvejen. Bogen er velskrevet og indeholder et persongalleri, som gør bogen levende. Vi lærer personerne at kende, så de ikke bare er tidligere politimænd, men også om deres privatliv med skilsmisser, boligsituation og hobbyer. Bogen skifter mellem at være i nutidens Danmark og med at være i 1950’ernes USA. Den skiftende synsvinkel gør historien spændende, og så jeg var nødt til at læse et kapitel mere og så endnu et.
Hvis du er glad for true crime historier, vil jeg anbefale dig at læse denne bog. Den indeholder spændingen om hvad der er sket med den forsvundne pige, og herefter efterforskningen om hvem, der har gjort det. Og er det nu den rigtige der er blevet fanget? Og hvilke teorier har instruktøren til filmatiseringen valgt at skildre? En historie fyldt med spørgsmål – men også med svar.
Hvis du mangler at bestemme dig for, hvilken bog du skal læse næste gang, kan du dykke ned i mine mange anmeldelser lige her. Jeg har flere bøger liggende klar til læsning og anmeldelse. Jeg kan derfor love, der kommer flere anmeldelser den kommende tid.
Følg mig på Bloglovin’, Pinterest, Facebook og Instagram