Boganmeldelse – Døden og livet

Boganmeldelse – Døden og livet

27. september 2026 0 Af Kreative Pips

Jeg har læst og anmeldt romanen “Døden og livet” af Thomas C. Krohn.

Bogen “Døden og livet” er modtaget til anmeldelse. Bogen er 3. del i serien om Sara Neuville. Du kan læse mine anmeldelser af de to første bøger her og her.

Rommen kan du læse mere om her (Reklame)

Fakta om bogen:
Titel: Døden og livet
Forfatter: Thomas C. Krohn
Udgivelsesdato: 6. september 2025
Forlag: Rosenhill

Fra bogens bagside læses:
Efter dramatiske begivenheder på den tyske ø, Femern, forsvinder Sara sporløst sydpå i Europa. Men hvor kører hun hen som eftersøgt og gravid? Hvordan finder hun en måde at tjene penge på, når hun står uden papirer og samtidig gerne vil leve i skjul?

Den kvinde, der engang var den ambitiøse forsker Sara Neuville, eksisterer ikke længere, i hvert fald ikke på overfladen. Men psykopaten i hende sover ikke. Hun har stadig tørst efter penge, status og kontrol, som hun er villig til at gå langt over de normale grænser for at få.

Følg Sara skabe en ny identitet og en ny karrierevej, hvor hun kan udnytte alt det, hun virkelig er god til. Et nyt liv i solen bliver en dans med døden.

Sara troede, hun havde overlevet alt, men personlig hævn har ingen grænser, når hævneren er grænse- og kompromisløs.

’Døden og Livet’ er tredje selvstændige bog i serien om Sara Neuville – en kvinde, der vil gå det sidste stykke og lidt til for at få, hvad hun vil have.

Alle Thomas’ bøger kan købes via ham selv, din lokale boghandler eller her (Reklamelink)

Min anmeldelse

Det er fire år siden, jeg sidst læste om Sara Neuville, og hun er en ægte psykopat, og dermed ikke en jeg lige glemmer. Men hvordan agerer en psykopat, når hun skal være mor? Det er en virkelig spændende præmis, som Thomas skriver ud fra. Kan kærlighed sameksistere med psykopaten i hende? Kan hun få en hverdag til at fungere som mor og samtidig have en noget anderledes karriere? Det er svært ikke at afsløre for meget, men lige da historien begynder at blive lidt hverdagsagtig, sker der noget og historien skifter gear. Hun er virkelig kompromisløs, hende Sara.

I oktober udkommer seriens nr. 4 “En mor ser rødt”, og dén glæder jeg mig til at læse. Den her serie er virkelig spændende, for det er en hovedperson, som er SÅ langt fra mig selv. Derfor er det spændende at følge hendes rationaler og finde en eller anden form for forståelse, for hvorfor Sara gør som hun gør. Jeg finder det psykologiske aspekt spændende, og Thomas’ ide med “hvad nu hvis”, får mig også til at tænke på, om jeg (og alle andre) kan være sikker på aldrig at komme i en situation, hvor jeg ville reagere med hævn? Hvis du mangler en spændende thriller, kan jeg anbefale denne. Jeg var underholdt, og siderne fløj bare afsted. Samtidig giver den også stof til eftertanke.

Hvis du mangler at bestemme dig for, hvilken bog du skal læse næste gang, kan du dykke ned i mine mange anmeldelser lige her. Jeg har flere bøger liggende klar til læsning og anmeldelse. Jeg kan derfor love, der kommer flere anmeldelser de kommende uger.

Følg mig på Bloglovin’, Pinterest, Facebook og Instagram