Bubble Tea
I sidste uge var jeg til en lægeundersøgelse i Hillerød, og nu jeg alligevel var i Hillerød måtte jeg lige forbi én af mine favorit-tebutikker. Jeg opdagede den i foråret, da jeg var i Hillerød til Izabel Camille lagersalg. Og de har virkelig mange gode og spændende teer. På deres facebook havde jeg set noget nyt, spændende og sjovt – så det blev jeg nødt til at prøve. Det hedder bubble tea og er nogle små frugtbobler som serveres med iste – evt. med kold mælk i, og jeg har aldrig hørt om det før. På min vej gennem Hillerød så jeg to forskellige kiosker sælge det, så måske er det bare mig som er lidt langsom?
Min gode te-veninde syntes også det lød sjovt og spændende, og det var også nyt for hende. Da min yngste søn Mathias kom hjem og han så de tre bøtter i køleskabet, udbrød han straks “Ej du har købt bubble tea!”. Der stod jeg med åben mund og polypper! Han vidste præcis hvad det var, og det skyldtes naturligvis YouTube. Det er den unge Naja Münster, som sammen med sin bror har lavet en video om Bubble Tea.
Opskrift på hjemmelavet iste
Jeg har købt to slags bobler, to bøtter med passionsfrugt (for det er min absolutte yndlingssmag) og så en med jordbær, som især Mathias elsker. Jeg har lavet to hjemmelavede isteer, så der var en til hver slags bobler.
Den mørke iste er med sort skovbærte. Jeg har brugt to tebreve med skovbærte og to spiseskeer rørsukker til en liter varmt vand. Da den var kølet af, hældte jeg den på flaske og satte den i køleskabet til næste dag.
Den lyse iste er lavet på denne lækre passionsfrugtte (en af mine favoritter i øjeblikket). Jeg brugte to spiseskeer løs te i min Bodum stempelkande på 1 liter, samt 1 spiseske rørsukker. Ligesom med den mørke kom den i køleskabet, da den var kølet lidt af.
To slags Bubble Tea
I bunden af hvert glas kom jeg 1,5 spiseskefuld bobler og så fyldte jeg glasset op med iste. Drengene fik et jordbær på kanten til pynt. Det er nødvendigt med meget store sugerør, så boblerne kan komme op gennem sugerøret.
Jeg har ledt lidt i Føtex og Kvickly efter tykke sugerør, men fandt ingen. Til gengæld var jeg mega heldig at min mor havde en pakke kæmpesugerør liggende i gemmerne – og den pakke har jeg nu fået.
Mine drenge syntes, at boblerne er sjove, men at min hjemmelavede iste er for bitter. Den er ikke så sød, som dem man køber. Så prøv dig frem med sukkeret (eller vælg den nemme og køb en færdig :)).
Jeg serverede bubble tea med en kæmpe skål slik til vores foretrukne fredagshygge, nemlig Alle mod 1. Og vi diskuterer hver eneste fredag, hvordan pengene skal fordeles herhjemme, hvis vi skulle blive ringet op 🙂
Hvad serverer du til hyggestunderne hjemme hos jer?
Følg mig på Bloglovin’, Pinterest, Facebook og Instagram