Boganmeldelse – Har du tid?

11. januar 2021 0 Af Kreative Pips

Jeg har læst og anmeldt bogen “Har du tid?” af Nanna Heiner Jacobsen.

Bogen “Har du tid?” er modtaget til anmeldelse.

Fakta om bogen:
Titel: Har du tid?
Forfatter: Nanna Heiner Jacobsen
Udgivelsesdato: 1. december 2020
Forlag: Forfatterskabet

Fra bogens bagside læses:
Den forfærdelige ungdom som vi elsker så højt. Den ungdom, der skabes af modige sind og angste hjerter. Det handler om alt det vi tænker på, men ikke tør snakke om. Det handler om ungdommen når den er bedst og når den er værst. Lærer vi nogensinde at blive rigtige voksne? Vi skaber vores egen virkelighed, og vi tager den os ud i verden. Her får tankernes strejf lov at gro, og vi lærer at leve med dets efterdønninger og glæder. Der skal være plads til latter og gråd, grin og skrål. Der skal være plads til dig og til mig og til alle, der har brug for en håndsrækning. Det er bare om at tage imod den.

Min anmeldelse af Har du tid?

Det er en meget speciel bog. Og med det mener jeg ikke dårlig bog. Den er bare anderledes. Den taler meget i følelser og er ikke så konkret. Men jeg føler med Nanna, når hun beskriver sit liv gennem sine følelser og iagttagelser. Hvert kapitel er brudstykker af hendes liv, og hvad der lige fylder hos hende i den periode.

Selvom det er nogen år siden, jeg rigtigt var ung, så kan jeg sagtens sætte mig ind i hvad Nanna skriver. Jeg kender det tankemylder, hun skriver ud fra. Hun beskriver den indre kritiker vi har indeni. Den indre stemme, som både er din værste stemme og den bedste ven. Den kan køre dig ned i en ond spiral, men den kan også hjælpe dig op i skyerne.

Nanna berører vigtige pointer om værdighed, ansvar og respekt. Og især for dig selv. Det er vigtigt, du tager ansvar for dig selv. Hun beskriver dén usikkerhed der er ved at date – “spilder jeg min tid? Eller vil han søge lykken andre steder”. De tanker kender de fleste nok, hvis de har datet for nylig…

En anden vigtig detalje, Nanna hæfter sig ved, er at alle spørger “hvordan går det?”, men ingen spørger “Hvordan har du det?”. Det synes jeg er en sublim iagttagelse i et Danmark der pt er lukket helt ned. Og det gør bogen værd at læse. Læs den for gode observationer. Læs den for at lære noget nyt. Læs den for at få en anderledes oplevelse. Læs den!

Du kan se mine mange andre boganmeldelser her, og jeg kan godt love der kommer flere i 2021. I 2020 nåede jeg at læse 41 bøger, og det har jeg bestemt tænkt mig at slå her i 2021. Hvilken bog vil DU anbefale mig at læse her i 2021?

Følg mig på Bloglovin’, Pinterest, Facebook og Instagram