Boganmeldelse – Dating.dot.not

Boganmeldelse – Dating.dot.not

18. oktober 2021 0 Af Kreative Pips

Jeg har læst og anmeldt bogen “Dating.dot.not” af Gitte Hillebrandt.

Bogen “Dating.dot.not” er modtaget til anmeldelse.

Fakta om bogen:
Titel: Dating.dot.not
Forfatter: Gitte Hillebrandt
Udgivelsesdato: 13. oktober 2021
Forlag: Forlaget Brændpunkt

Fra bogens bagside læses:
Tanken om dating lå mig totalt fjernt. Hvordan var det pludselig aktuelt? Skulle jeg så udlevere mig selv i det offentlige rum? Fortælle hele verden, at min mand var skredet, og jeg nu var single efter 20 og et halvt år. Var ikke ligefrem længerer nogen ungmø med faste baller og strutbabser med evig hang til fest. Jeg var mor til to. Havde hund og kat og egen villa med dobbeltdyne og dybfryser.
Jeg var vant til ro, renlighed og regelmæs… nå ja, regelmæssighed ved jeg ikke. Han var jo aldrig hjemme, så sex var efterhånden kun noget, jeg drømte om, men kunne dog ikke forestille mig sex med andre end ham. Han kunne til gengæld sagtens forestille sig sex med andre end mig. Hvad ville folk ikke tænke! Fraskilt kvinde på 42 år. Sikkert ikke til at holde ud. Højest sandsynlig røvkedelig. Både sippet og snerpet. Måske endda ubegavet.
Dating lød bare så grimt i mine ører. Så fremmed. Det laveste af det lave. Slet slet ikke noget for mig – og så dog …

Min anmeldelse af Dating.dot.not

Dating.dot.not er en skøn bog, som på morsom vis viser, hvordan det er at være singlekvinde på et datingsite. Jeg sad bare og nikkede og tænkte, hvor har hun MIN historie fra. Det meste var bare så genkendeligt fra hvad jeg selv eller mine veninder har oplevet.

Dating.dot.not er en bog for alle single-kvinder, så de kan se, at det de oplever på diverse datingsites er præcis det samme som alle andre kvinders oplevelser. Du er ikke speciel anderledes end andre, hvis du oplever at mænd er interesserede den ene dag og forsvinder den næste. Det er helt almindeligt – ikke særlig rart, men dog noget der sker ganske tit.

Bogen beskriver datinglivet præcis så hårdt og brutalt, som jeg selv oplever det. Der er ikke smurt glimmer og romantik ud over. Dating.dot.not fortæller om alle de gange hovedpersonen sætter sig op til at gå på date, gøre sig klar og tager afsted, bare for endnu en gang at blive skuffet. Man læser om ventetiden på svar fra mændene, det føles som tortur, når man ikke ved om manden svarer eller om han også er en af dem der forsvinder uden et ord.

For mig er bogen den skinbarlige sandhed af, hvordan det er at date i nutidens Danmark. Læs den, hvis du ønsker et indblik i hvordan datinglivet rigtigt er.

Du kan finde og læse mine andre boganmeldelser her.

Følg mig på Bloglovin’PinterestFacebook og Instagram