Egenomsorg for mor
Jeg har efterhånden skrevet nogle indlæg om ting, der kan hjælpe børn med ADHD. Indlæggene kan findes under kategorien “ADHD“. Men der er noget, der er endnu vigtigere end at finde løsninger for børnene, og det er at passe på dig selv, yde egenomsorg, så du har energi til at hjælpe dine børn. Derfor har jeg skrevet dette indlæg om egenomsorg for mor. Her fortæller og beskriver jeg, hvordan jeg yder egenomsorg og passer på mig selv i min hverdag med to børn med ADHD. Mit håb er, at du bliver inspireret og får lyst til at undersøge, hvad det er der giver dig energi, og hvordan du kan passe på dig selv i din hverdag.
Selv om du ikke har børn med diagnoser, er det vigtigt du husker dig selv i hverdagens trummerum. For det kan også være hårdt at være mor/forælder til børn uden særlige behov. I bund og grund skal du altid huske dig selv. Du kan nemlig ikke være noget for andre, hvis du ikke er noget for dig selv. Præcis som stewardessen altid siger på flyvemaskinen, husk din egen iltmaske først.
Hvad er egenomsorg?
Egenomsorg handler om at tage vare på dig selv. Det betyder, at du skal passe på dig selv både fysisk, mentalt og psykisk. Du skal sørge for at sikre velvære for dig selv. Og da vi alle er forskellige og har forskellige personligheder og behov, er egenomsorg individuelt.
For mig er det egenomsorg at sidde og være kreativ med f.eks. papirklip, fordi jeg slapper af og får koblet tankerne fra, når jeg sidder og pusler med pap og papir. Men hvis du ikke er kreativ, og du ikke kan finde på noget, kan det virke stressende for dig. Så egenomsorg handler om hvad DU finder afslappende og giver dig energi.
Hvordan griber du det an?
Som jeg nævnte i indledningen er vi alle forskellige, så bare fordi noget virker for mig, betyder det ikke nødvendigvis at du også finder det afslappende og energigivende. Så først skal du finde de ting, du godt kan lide at lave og de ting der giver dig energi, forhåbentligt er der en masse ting som står på begge lister.
For mig handler det også om dossering, så jeg kan godt få energi af at være ude og spise og hygge med en veninde. Men hvis jeg er ude 2-3-4 dage i træk, dræner det mig i stedet for at give energi. Så jeg skal prioritere og få planlagt, så jeg har energi til de ting, jeg allerhelst vil bruge min tid på.
Når du har en liste, kan du afprøve tingene én af gangen og få dem indarbejdet i din hverdag. Begynd med den ting der er NEMMEST og/eller HURTIGST at få ind i dine vaner. Vi går her efter at springe over, hvor gærdet er lavest. Vi ønsker nemlig hurtige successer, for så er det nemmere at få flere omsorgsvaner ind i din hverdag.
Hvad virker for mig?
For mig er der flere ting, som virker og giver mig energi. Gåture i den friske luft er et sikkert hit, og især hvis jeg er træt, frustreret eller irriteret. Så kan jeg for det meste gå de negative følelser væk.
Det giver mig også energi, når jeg laver en lækker og sund madpakke til mig. Det sker hovedsagelig, når jeg er på kursus tre dage hver måned. Men jeg nyder den farverige og lækre mad.
Jeg kan også godt lide at pleje mig selv. Om det er med forskellige ansigtsmasker eller masker til fødder og hænder. Eller om det er en manicure hjemme ved spisebordet. Jeg er også KÆMPE fan af at anvende BodySDS – og jeg går regelmæssigt hos den sødeste kvinde i Roskilde.
Jeg drikker meget te, og jeg nyder at købe god løs te i fine tebutikker. Om morgenen til hverdag er det oftest et tebrev, men ved begge dele er jeg meget opmærksom på, hvilken kop jeg drikker af. Det kan virke fjollet, men det gør mig glad at vælge en flot kop – derfor er jeg også vild med at købe nye kopper.
Jeg drømmer om at finde glæden ved yoga, men det er ikke lykkedes (endnu). Så pt. er det mere et stressmoment end noget der giver mig energi. Men jeg prøver mig stadig frem indimellem, for jeg ved jeg vil have godt af de åndedrætsøvelser, som der er masser af i yogaens univers. Så jeg prøver mig også frem på kryds og tværs, og det tror jeg, at jeg vil gøre fremover.
Yderligere links og fif
Jeg har heldigvis et godt netværk af veninder, som også har børn med udfordringer. Det er så meget nemmere at dele med dem, fordi de virkelig forstår, hvordan tingene kan være. Og en af disse dejlige veninder delte denne artikel med mig:
Forældreguide: Pas på dig selv, når dit barn mistrives – Skolebørn (skoleborn.dk)
Som den velkendte bryllupssang lyder “..da er med glæden man dobbelt glad, og halvt om sorgen så tung at bære”, så er det vigtigt at dele dine tanker og følelser med nogen som gerne vil lytte på dig og som støtter dig i din hverdag. Det kan både være familie, veninder eller professionelle rådgivere.
Hvis du har brug for nogen at snakke med, er du meget velkommen til at kontakte mig. Jeg er i gang med at læse til familierådgiver ved Blackbird Institute, og jeg skal i løbet af sensommeren 2023 i gang med klientforløb med nogle prøvekaniner til meget billige priser. Så kontakt mig endelig, hvis du har lyst til en snak om, hvordan du kan få mere selvomsorg ind i din hverdag. Samtalen kan også omhandle andre ting, som fylder i dig og i din hverdag. Kontakt mig, og så aftaler vi nærmere.
Følg mig på Bloglovin’, Pinterest, Facebook og Instagram