DIY strygemotiver

DIY strygemotiver

9. maj 2020 2 Af Kreative Pips

Som jeg fortalte om for nogle måneder siden, er vi igang med at flytte lidt rundt herhjemme. Og nu er vi endelig ved at være på plads, eller det kom vi stort set inden corona-krisen, men jeg har bare ikke fået vist det nye ungdomsværelse frem. Det er nemlig Olivers værelse, som har fået en tiltrængt makeover. Nu er det blevet et ungdomsværelse, dog stadig med et stærkt aftryk af kærligheden til LEGO, og han er trods alt også stadig mere barn end ung 🙂 Og med nyt værelse følger naturligvis nye puder, og i indlægger forklarer jeg, hvordan jeg laver strygemotiver på min skæremaskine. Jeg håber, du kan bruge min DIY på strygemotiver – jeg manglede den selv, da jeg købte min skæremaskine.

Ungdomsværelse

En væsentlig detalje er vægfarven. Før var den babyblå, og det har den altid været, siden vi flyttede ind i december 2009. Oliver og jeg blev i fællesskab enige om den støvede blå, som er købt hos vores lokale Flugger. Mit håb var, at han valgte noget i den blå genre, så de kongeblå mørkelægningsgardiner kunne genbruges – og det valgte han heldigvis. Den støvede blå er mere rolig og ungdomsagtig, så det er en langtidsholdbar farve.

Sengen er fra IKEA, men er købt brugt via Facebook. Hjulene var slidt af, så der manglede gummikanten på halvdelen. Kundeservice i IKEA Tåstrup sørgede for, at jeg fik tilsendt 8 nye hjul HELT GRATIS.

Sengen kan slås ud til en dobbeltseng, og det fungerer super fint. Mine drenge kan nemlig bedst lide at sove sammen, og efter i flere år at have sovet på en madras på gulvet, fandt jeg på en bedre løsning. Sengen fylder hele værelset, når den er slået ud, men det gør ikke noget. Den er nem og hurtig at pakke sammen.

DIY håndboldspiller til pude

Jeg har syet nye puder til hans seng, som bedre matcher hans alder. Hans gamle puder var med Rasmus Klump. Oliver er stadig fuldstændig tosset med håndbold, så jeg blev simpelthen nødt til at lave en pude med en håndboldspiller til ham. Den turkisblå glimmer er heldigvis drenget nok til at jeg ville bruge den.

Jeg har på google søgt efter “silhuet håndbold”, og det billede jeg bedst kunne lide, har jeg gemt på min pc. Nu åbner jeg software programmet til min Silhouette Cameo. I Filer under Åbn finder jeg billedet, og det åbner op i programmet.

DIY strygemotiver #1

Under Paneler vælger jeg Spor, og menuen til højre kommer frem. Jeg klikker på Vælg sporingsareal og markerer hele håndboldspilleren. Og klikker på Spor (den røde pil).

DIY strygemotiver #2

Selve billedet kan nu fjernes, og der er en rød silhuet af håndboldspilleren tilbage. Nu kan du tilpasse figuren i størrelsen, inden du sender den til skæring på maskinen.

DIY strygemotiver #3

Jeg har valgt at skære i strygevinyl med glimmer, og det er ofte tykkere end almindelig vinyl. Derfor skal skæreindstillingerne tilpasses. Jeg har gemt to indstillinger i mit program, en for almindelig vinyl og en til glimmervinyl. Jeg kan anbefale at sætte tid af til at finde den bedste skæreindstilling. Bare skære et lille enkelt motiv i forskellige materialer, og ændre indstilling lidt af gangen indtil det bliver skåret perfekt.

Udover puden til Oliver, har jeg naturligvis også måtte lave nye puder til Mathias. Og han nåede lige at begynde til tennis inden corona lukkede alt ned. Så han ønskede en tennisspiller på sin pude, og hvad han ønskede, skulle han naturligvis have 🙂

Alle puderne er syet med kurvertlukning, og de er syet af ét aflangt stykke stof. Jeg har lagt op i begge ender, og derefter har jeg målt ud og syet siderne.

Den nye reol og tv’et

Modsat sengen er den store reol flyttet ned på mit kreaværelse, og i stedet er sat en lignende reol bare i halv højde. Og ovenpå står det nye tv, som han fik i fødselsdagsgave. Han bruger det mest til at spille xbox på, og indtil videre har det været en stor hjælp i coronalukningen, at jeg har kunne få arbejdsro i køkkenet, mens de har set tv eller spillet på Olivers værelse.

Hans reol er lidt proppet, så måske skal vi have flyttet nogle bøger op til Harry Potter på svævehylden 🙂

Oliver er super glad for sit nye værelse, og han bruger det rigtig meget til at lade op på. Det har været sjovt at indrette og lave et værelse. Jeg har fået blod på tanden og er lidt i gang (stadig/igen) på kreaværelset, og så er jeg begyndt at overveje at få lavet min lange skabsgang. Der er skabsvæg hele vejen, men både hylder, skuffer og låger har kendt bedre dage. Derfor er det ved at være på tide at få ryddet op og ud i skabene, så de kan blive pillet ned. Så skal der isoleres på bagvæggen, og et nyt langt skab skal sættes op. Det bliver et projekt, hvor jeg får brug for hjælp af min far. Men første step er at finde det nye skab. IKEA passer desværre ikke i højden, så jeg må ud og finde noget andet.

Har du kendskab til butikker, som sælger skabe med skydelåger. Det skal både bruges til tøj og opbevaring. Jeg hører meget gerne om dine erfaringer 🙂

Følg mig på Bloglovin’, Pinterest, Facebook og Instagram