Boganmeldelse – Ræven Sniff

4. september 2020 0 Af Kreative Pips

Jeg har sammen med mine to drenge læst og anmeldt bogen “Ræven Sniff” af Thomas C. Krohn.

Vi har modtaget bogen “Ræven Sniff” til anmeldelse.

Fakta om bogen
Titel: Ræven Sniff
Forfatter: Thomas C. Krohn
Udgivelsesdato: 2. udgave maj 2020
Forlag:  Rosenhill

Fra bogens bagside læses:
Mød ræven Sniff fra han bliver født, til han vokser op og bliver en stor ræv i den store skov. Sniff skal lære hele verden at kende. Han skal lære alt om skovens farer, og han skal lære at blive en stor jæger, der kan klare sig selv. Kort sagt skal Sniff lære at være en rigtig ræv.
Fortællingen giver indblik i rævens liv fortalt gennem en ung rævs oplevelser og møde med livet som ræv. Bogen er desuden udstyret med små faktuelle oplysninger om den vilde rævs adfærd og levevis i den danske natur. Det er en ideel højtlæsningsbog for de mindre og en læs-selv-bog for de lidt større drenge og piger.

Vores anmeldelse

Mine drenge går i 3. og 5. klasse og de læser nogenlunde på samme niveau, så vi læste bogen i fællesskab. Dvs. drengene læste et kapitel hver, mens jeg læste de grå faktabokse om ræven.

Bogen er en atypisk børnebog, da der kun er få tegninger. Samtidig er sætningerne længere og mere komplicerede end normalt i børnebøger. Men det var ikke noget drengene tænkte over, men de lagde mærke til, at der blev brugt lidt anderledes ord end de var vant til. Det gav os nogle gode snakke om hvad ordene betød, og det synes jeg er mindst lige så vigtig, som at læse historien.

Drengene synes begge godt om bogen, og de syntes, det var en god måde at lære mere om ræve på. Mathias foreslog ud af det blå at der burde være en efterfølger, så han kunne læse endnu mere om Sniff og hans unger. Så jeg er ikke i tvivl om, at den skal vi helt sikkert snart læse igen. Samtidig vil de kunne bruge bogen, hvis de skal lave en opgave om ræve. Så en succes hos os!

Thomas C. Krohn har også skrevet nogle super gode biologiske krimier til voksne, dem kan du læse mere om her.

Find bogen i din lokale boghandel (støt den, så detn fortsat vil være der efter krisen) eller på nettet, f.eks. her hos Saxo (Reklamelink).

Til sidst er bare at ønske god læselyst – og læg endelig en kommentar med en anbefaling på en god bog til mig og/eller mine drenge.

Følg mig på Bloglovin’PinterestFacebook og Instagram