Nederdel DIY

9. maj 2019 1 Af Kreative Pips

I weekenden før påske hev min veninde mig med på et lokalt outlet med dametøj. Det var noget let og luftigt sommertøj med et ret ‘comfy’ snit. Priserne var lidt pebrede. Min veninde tog fat i en ensfarvet løs nederdel, og opdagede den rå kant forneden. Da hun så den, sagde hun “det kan du da sy meget billigere – og se kanten er ikke engang lagt op“. Og dét har hun da helt ret i.

Jeg har længe haft en ide til en nederdel, da jeg så en af Julies syveninder med den fineste everyday skirt i stof fra AlbaStuff. Men jeg har ikke lige haft lyst til at bruge knap 150 kr. på et nederdelmønster. Og slet ikke et mønster fra By Runi, da min succes med hendes highlowdress har været lidt begrænset. Men tiden – og overskuddet – har ikke lige været der til at få lavet mit eget mønster. Men dén dag kom lysten og motivationen, så jeg gik i gang, så snart jeg var hjemme fra outletten.

Lav dit eget mønster

Jeg tog udgangspunkt i en nederdel, jeg fik i sommers, da min tante ryddede ud i tøjskabet. Jeg lagde den foldet på mønsterpapiret og tegnede lidt bredere end den, så sømrum er med i mønstret. I første omgang er mønstret ens for og bag med en hel lige kant. Men næste gang skal jeg lave bagsiden længere og så buet i stedet for lige. Kanten foroven er rib med elastik indeni. Min rib er elastikkens bredde x2 + 2 cm i sømrum gange med længden (som hos mig er 82 cm)

Min første test blev i det glimtende jersey fra Stof&stil, som jeg syede min jule/nytårskaren i for et par år siden. Det gælder jo om at få brugt sine rester til noget fornuftigt. Og hvem kan ikke bruge en kort glimtende nederdel?

Kort sølvnederdel – og min lækre sorte hættetrøje haha 🙂

Jeg er super godt tilfreds med mønstret, men den næste nederdel blev lige forlænget med ca. 3 cm. Selvom jeg havde planlagt at lave en nederdel med lommer i det her fine Albastuff stof, orkede jeg det alligevel ikke. Det blev derfor en helt simpel nederdel uden lommer, men måske skal der lommer i den næste nederdel.

Min nye yndlingsnederdel

Til sidst fik jeg også syet en halvsolsnederdel til mig. Jeg brugte denne beregner til at finde målene. Stoffet er fra Stof2000 fra den sommer, hvor jeg ville sy en buksedragt, men det er endnu ikke sket. Jeg er godt tilfreds med nederdelen, men jeg syns bare de tætsiddende nederdele klæder mig bedre end de løse…

En sød og luftig halvsolsnederdel

Følg mig på Pinterest, Facebook og Instagram