Månedens ide #13 – jule-lysestage

30. december 2018 0 Af Kreative Pips

Jeg har haft denne jule-lysestage på mit juleboard på Pinterest et godt stykke tid, men nu er den endelig testet. Jeg er vild med det enkle udtryk. Og det gør det også nemt at lave en lignende selv.

Er du god til at afprøvet de ideer, du pinner?

Materialer:
Et tomt rent glas (mine er fra Faktas billige tomatsauce – dem bruger vi heldigvis en del af herhjemme)
Kunstig sne
Evt. nogle vatkugler
En almindelig papirclips
En julekugle
Filt (jeg har brugt noget tykt hvid med glimmer, købt i Panduro for nogle år siden og det ser ud til at være udgået) (Reklamelink)
Smalt satinbånd (3 mm) (Reklamelink)
Lysmanchet til stagelys (Reklamelink) – sponsoreret af CC Hobby
Limpistol og masser af lim 🙂

Klip en cirkel i filt – jeg fandt et krus i skabet, som passede perfekt med låget. Derefter skal der klippes et hul midt i filtcirklen, hullet skal passe til lysmanchetten.

Først limes filt cirklen på låget med limpistol, og derefter limes lysmanchetten på i midten. Satinbåndet limes på på fire punkter på kanten af låget, og der bindes en knude og en flot sløjfe.   På bunden af låget sættes en stor klat lim fra limspistolen, og en let åbnet papirsclips sættes fast i limen. Clipsen kan lukkes sammen, når limen er tørret.

Der hældes kunstig sne og evt. nogle vatkugler (snebolde) i bunden af glasset, og der hænges en kugle på clipsen. Jeg har lavet to glas, et i rød og et i lilla – kuglerne købte jeg efter sidste jul, hvor der var masser af tilbud på alle julevarerne, men jeg har bare ikke fået fuldført ideen før nu. 

Den færdige jule-lysestage

Jeg ville rigtig gerne have lavet en flot lyserød jule-lysestage, både fordi det er sådan den ser ud på Pinterest, men også fordi min søde svigerinde er vild med lyserød – men jeg har bare ikke fundet en flot lyserød kugle.   

Jeg tror, at jeg næste jul må have det ene glas med ind på jobbet (dog med et batterilys i, da vi ikke må have levende lys på kontoret) – for det pynter bare SÅ fint. Jeg vil faktisk anbefale at bruge batterilys, for når stearinlyset brænder ned, slipper limen inde i glasset og kuglen falder ned. Alternativt, skal du huske at puste lyset ud, inden det brænder helt ned.

Hvad syns du om min lille lys-dekoration?  

Følg mig på Bloglovin’, Pinterest, Facebook og Instagram