Fodboldsangskjuler DIY

29. marts 2019 0 Af Kreative Pips

Selvom foråret lader vente lidt på sig, er det snart tid til årets konfirmationer. Vi har ikke selv nogen konfirmationer i familien i år, men næste år er det vist min fætters tur (hvis han skal konfirmeres). Til inspiration er her nogle af mine sangskjulere med piberensermænd i forskellige sportsgrene. Lav selv fodboldsangskjuler ud fra nedenstående vejledning.

Karate sangskjuler med piberensermænd

Med konfirmationer følger ofte de mange traditioner, og her er sangskjulere jo en del af mange fester. Igennem årene har jeg lavet rigtig mange sangskjulere, og de fleste har været med fodboldhold. I år har jeg allerede hjulpet med to sangskjulere til nogen, som har fundet mig og bloggen via en søgning. Den ene er ovenstående sangskjuler med to karateudøvere, og så har jeg lavet hele 22 spillere til en anden konfirmation.

Mine mange forskellige sangskjulere kan ses her.

Lav selv fodboldsangskjuler

Der skal bruges fimo/cernit, filt, piberensere og vatansigter (Reklamelink). Jeg bruger oftest vatansigter på 30mm, men dem på 22 mm kan også bruges. Piberenserne kan ofte købes i Tiger, nogle supermarkeder eller hos CC Hobby (Reklamelink). Jeg har for nogle år siden købt en masse forskellig filt og fimoler, så det er sjældent jeg har behov for at købe nyt. Begge dele findes i de fleste krea-butikker, f.eks. i CC Hobby der er leveringsdygtig til de fleste kreative hobbyer.

Silkeborg IF

Mønstret til tøjet kan hentes her.

Der skal bruges to stykker piberenser pr. figur, og på billeder herunder kan du se fremgangsmåden.

Tøjet klippes i filt og syes på med knaphulssting. Jeg begynder med det ene ærme, syr ned langs blusen og syr shorts’ne fast til blusen. Syr bensømmen og til sidst op langs den anden side af blusen og det andet ærme.

Spillerne har fået forskellige farvedestøvler

Skoene er en lille kugle fimoler. Det trykkes lidt aflangt, og jeg laver et hul i med en tandstik. Det passer med at piberenseren kan limes fast i hullet, så skoene/støvlerne sidder fast på spillerne. Jeg bruger min limpistol til både at lime hovedet fast på kroppen og skoene fast til benene. Jeg bruger også limpistolen til at lime spillerne fast på selve æsken. Jeg anvender oftest en skotøjsæske, som jeg maler og pynter med logoer fra den/de pågældende klubber. Jeg køber maling i Søstrene Grene, og logoerne finder jeg på google og tilpasser størrelsen i word, inden de printes på almindeligt hvidt printerpapir.

Jeg håber du kan bruge min vejledning til sangskjulere med piberensermænd. Husk det er kun fantasien, som sætter grænsen. De her sangskjulere med piberensermænd kan varieres i det uendelige.

Følg mig på Pinterest, Facebook og Instagram