Boganmeldelse – Et anker af flamingo
Jeg har læst og anmeldt “Et anker af flamingo” af Pernille Frandsen.
“Et anker af flamingo” er modtaget til anmeldelse.
Det, vi glemmer, gemmer vi i hjertet
Køb bogen hos Bog & Ide (reklamelink)
Fakta om bogen:
Titel: Et anker af flamingo
Forfatter: Pernille Frandsen
Udgivelsesdato: 20. maj 2019
Forlag: Mellemgaard
Fra bogens bagside
Han kigger på mig med en vrede, der er så voldsom, at jeg stivner. Indeni er det som en lynlås, der går op. Angsten fra barndommen vælder ud i mig, og jeg falder fra hinanden.
Denne bog er en gribende personlig beretning om, hvordan Pernilles verden pludselig væltede. Vi kommer helt tæt på oplevelserne med at blive indhentet af fortidens skygger og modtage mislykket psykiatrisk behandling med medicin og elektrochokbehandlinger, der ender med at forandre hendes liv og hjerne for altid.
Pernille fortæller åbent og ærligt om en barndom med overgreb, en ungdom med viljestyrke og et voksenliv med nære venskaber og stærk kærlighed. Bogen giver et uhyggeligt indblik i, hvordan det føles at leve med en hjerne, man ikke længere kan stole på. For hvad gør man, når man mister sig selv og sin historie? Hvordan kommer man igennem det uden at gå i tusinde stykker?
Boganmeldelse
I bogen fortæller Pernille om de episoder og overgreb i sit liv, som ender med at sende hende på den psykiatriske afdeling. På den psykiatriske afdeling får Pernille en masse medicin samt elektrochokbehandlinger (ECT). Efter ECT er et kortvarrigt hukommelsestab normalt, men for Pernille kommer hukommelsen ikke igen. Hun kan f.eks. ikke huske sin datters fødsel.
Herefter går kampen mod systemet igang. Hendes læger er meget tvivlende om hendes hjerneskade skyldes de mange ECT-behandlinger. Hun går i gang med en sej kamp både for retfærdighed, for at andre ikke skal stå i samme situation som hende selv og for at få en hverdag til at fungere. Men det er meget svært, når hun ikke kan huske hvad, hun har aftalt, hvem hun har snakket med osv.
Bedømmelse
Jeg har selv pludselig stået som pårørende til en psykisk syg, og det hele var meget surrealistisk. Det var helt ukendt land for mig. Denne bog giver et rigtig godt indblik i psykisk sygdom set fra den syges vinkel. Pernille har en god måde at skrive på, og jeg blev meget fanget af hendes historie. Jeg kan især genkende den fornægtelse hun møder i sundhedsvæsenet, og kampen mod systemet. Samme fornægtelse og kamp har jeg selv i forhold til at få hjælp til mine drenge. Det er en sej kamp, men hvad er alternativet, når man kæmper for at få en hverdag til at fungere?
Jeg vil anbefale bogen til alle som arbejder i psykiatrien, men alle andre kan også have stor glæde af at læse Pernilles beretning. Den er et vigtigt input i debatten om psykiatrien i Danmark, og den viser at psykisk sygdom kan komme fra mange forskellige ting og kan ramme alle. Pernille formår på trods af de hårde bivirkninger at bevare optimismen og har formået at skrive denne gode bog, og har dermed givet sin stemme i en vigtig debat.
God fornøjelse med læsningen.
Med dette indlæg har jeg oprettet kategorien Læsning, og jeg vil godt love, at der kommer flere boganmeldelser her på bloggen, for jeg elsker at læse.