Mormors kolonihavehus i perler

Mormors kolonihavehus i perler

10. juni 2020 0 Af Kreative Pips

I april fyldte min mormor 75 år – men corona forhindrede os i at fejre hende. I stedet for en flad kuvert med et gavekort, fik jeg ideen til at lave Momors kolonihavehus i perler. Det passer nemlig super godt til hendes gave. I dag har vi ses alle 12 for første gang siden marts, og det var dejligt! Og derfor har min mormor i dag fået sin fødselsdagsgave, og hun blev bare mega glad og rørt.

Jeg ved ikke, hvad hun havde planlagt andet end, at vi var inviteret til kl. 13. Jeg havde nemlig spurgt, fordi jeg skulle have været på tjenesterejse til Washington. Og jeg ville jo deltage, så jeg havde behov for at kende tidspunktet og datoen, så jeg kunne planlægge min flyrejse. Hendes fødselsdagsgave har dog været planlagt siden august – nemlig en uges ferie i sommerhus med hendes 5 oldebørn, min bror og hans kone, vores forældre og så mig. Min bror har for længst booket et lækkert sommerhus, og ud fra billederne har jeg lavet mormors kolonihavehus i perler

Mønstret

Jeg har taget udgangspunkt i Påskeharens hus – men det her var faktisk den originale ide 🙂 Farverne er valgt ud fra vores bookede sommerhus, som er lysebrunt med mørkegråt tag og hvide vinduer og døre.

Væggene er lavet i farven tan (75) med hvide vindueskarme og vinduerne er fyldt ud med transparent (19). Taget er lavet i mørk grå (71)

I en kolonihave er der selvfølgelig også et flag, og det er jo også nødvendigt, når det er en fødselsdagsgave. Flaget kan stå selv, men jeg har limet det fast i min papæske, for at det ikke væltede, når gaven blev givet.

Flaget er lavet i hvid og julerød (22).

I haven er der selvfølgelig blomster, og mønstret på blomsterne finder du hos Påskeharen. Igen har jeg brugt grønne piberensere, som blomsterstilke. Jeg har lavet de to krukker på en rund plade med mørkegrå perler (71). Jeg bruger én bund og 3 ringe, som limes sammen med limpistol.

Den færdige gave

Jeg har brugt en tyk papæske fra den Rituals gaveæske (Reklamelink), jeg fik i fødselsdagsgave. Jeg har dog skåret den lavere, så kanten ikke er så høj. Jeg har lagt et dobbelt lag stanniol i bunden, så jeg kunne så karse uden at papæsken blev våd/ødelagt. Huset er samlet og står løst på bunden. Flaget er som nævnt limet fast i hjørnet af bunden. Begge blomsterkrukker står løst i et hul i vattet, hvorpå der er sået karse.

Figuren af min mormor er lavet ud fra de små mennesker fra Anjas app “Det’ perler”. Jeg har dog tilpasset frisuren lidt, da min mormor er korthåret. Og jeg har bevist valgt at brug farven tan (nr. 75), da min mormor på trods af pæredanske aner altid har en meget brun kulør.

Mormors kolonihavehus i perler
Mormors kolonihavehus i perler

Jeg synes, det har været sjovt endnu en gang at lave en stor perleting. Og jeg har allerede en lignende ide til jul. Altså jeg har jo allerede lavet Anjas peberkagehus, men derfor kan jeg godt lave noget mere julepynt i perler.

Er du i gang med nogen spændende perleprojekter?

Følg mig på Bloglovin’, Pinterest, Facebook og Instagram