DIY sangskjulere til forskellige sportsgrene

2. september 2020 2 Af Kreative Pips

Årets konfirmationer er skubbet til her i sensommeren og efteråret, og hvis man holder traditionerne i hævd, skal der synges en lejlighedssang eller to. Og så skal man jo også bruge en sangskjuler. I de sidste mange år har jeg hjulpet MANGE familier med sangskjulere til forskellige sportsgrene. Derfor kan jeg hjælpe med et stort udvalg af ideer, som er forholdsvis nemme at lave. Jeg håber, du kan bruge min DIY til inspiration til selv at lave en sangskjuler, som passer præcis lige til din konfirmand (eller fødselar eller brudepar).

Sangskjuler med FCK fodboldspillere

Jeg har især lavet sangskjulere indenfor et væld af sportsgrene, og selvom sporten er meget forskellig, er sangskjuleren bygget ens op. Og derfor kan den varieres i det uendelig.

Alle mine sangskjulere kan ses her.

Selve sangskjuleren

Selve sangskjuleren er en skotøjsæske. Hvis du ikke lige har en skotøjsæske, er det jo en god anledning til at købe et par nye sko 🙂 Ellers har jeg oplevet at mange skohandlere ofte har ekstra skotøjsæsker liggende. Så besøg din lokale skohandler og spørg om du må få en tom æske.

Jeg bruger akrylmaling fra Søstrene Grene. Den er billig og findes i forskellige farver. Til de mange fodboldsangskjulere har jeg enten brugt karton med græs (se øverste billede) eller jeg har duppet den grønne maling på en almindelig (ren) køkkensvamp. Så får det grønne lidt mere struktur end med en pensel (se billede herunder).

Sangskjuler til John som holder med FCK og som elsker LEGO.

Sådan laver du figurerne

Jeg har tidligere udgivet dette indlæg, hvor jeg gennemgår, hvordan jeg laver mine figurer. Du skal bruge piberensere, filt og vathoveder. Derudover kan du pynte med satinbånd og sko af fimoler. Både CChobby (Reklamelink) og Rito (Reklamelink) er leveringsdygtige i det hele, men du kan også være heldig at finde det i supermarkedet eller Tiger-butikkerne.

Den sidste finish

Det sidste der skal laves er pynten til sangskjulerne og det afhænger helt af de relevante sportsgrene, og det kan igen varieres i det uendelige. Ketchere, bolde, mål. Alt kan bruges og

Du kan google de fleste logoer og lægge dem over i word og justere størrelsen efter behov. Små logoer (ca. 1 cm i diameter) printes på almindeligt papir, klippes ud og limes på de små spilleres trøjer. Større logoer kan pynte på skotøjsæsken.

Du kan skrive numre bag på trøjerne og stille den korrekte opstilling fra yndlingsholdet. Hvis konfirmanden spiller i gule støvler/sko, laves en af spillerne med den farve sko. Hvis konfirmandens hold er blevet sjællandsmester, kan de få guldmedaljer om halsen.

en guldmedalje om halsen
Sanskjulere sportsgrene
Karate

Andre sangskjulere

Jeg har også en gang lavet en gravhund, og der ligger vejledning og mønster til print lige her.

Med udgangspunkt i en skotøjsæske kan man nå lang med simple midler. Jeg har også lavet sangskjulere med billard/pool, samt et udvalg af mere personlige, hvor billeder af hovedpersonernes billede er klistret på piberensermænd.

Kuglerne er træperler, mens køerne er grillspyd af træ
Kuglerne er træperler, mens keglerne er formet i fimo ler.

Jeg håber, de mange billeder kan hjælpe med inspiration til dine næste sangskjulere med forskellige sportsgrene. Jeg vil blive super glad for at se, hvad du får lavet. Derfor send mig gerne billede eller tag mig på de sociale medier. Og derved kan vi jo inspirere hinanden til endnu flere ideer til sangskjulere med sportsgrene – eller andre sjove ideer.

Og sidst men ikke mindst: rigtig god fest 🙂

Følg mig på Bloglovin’, Pinterest, Facebook og Instagram