Cheesecake med pariserlinser

27. september 2020 0 Af Kreative Pips

Jeg elsker mintchokolade. Fazermint, aftereight og pariserlinser er klart blandt mine favoritter. Og så slog det mig, at man da burde kunne lave en cheesecake med mintchokolade. Det har jeg nu testet, og det fungerer ret så godt, så her er min opskrift på cheesecake med pariserlinser 🙂

Jeg elsker den cremede smag i cheesecakes, og du kan se mine andre chessecakes her.

cheesecake med pariserlinser
Bunden

300 g knuste kiks (jeg bruger Digestive)
125 g smeltet smør

Bunden laves af knuste kiks og smeltet smør. Jeg kører kiksene til helt fint smulder i min minihakker. Jeg blander kiks og smør i en skål inden jeg kommer det i bunden af en springform. Jeg bruger altid bagepapir i bunden af springformen, for det gør det super nemt at få den ud af formen. Bunden kommes i køleskabet, mens resten af kagen laves.

Fyldet

Saft af en citron
3 husblas
200 g flødeost
120 g sukker
100 g mørk chokolade (Jeg brugte 55% fra Odense Marcipan)
1 pose Pariserlinser (75 g)
1,5 dl piskefløde

Læg husblas i blød i koldt vand. Pres citronen og varm den langsomt op.

Pisk flødeosten med sukker. Smelt den mørke chokolade og hak pariserlinserne. Al chokoladen piskes sammen med ostemassen.

Husblassen smeltes i citronsaften, og det piskes sammen med oste-chokolademassen. Til sidst piskes fløden til skum, og den vendes i oste-chokolademassen med blød hånd (dvs. stille og roligt, så det bliver en luftig masse). Fyldet hældes ovenpå bunden og stilles i køleskabet. Jeg laver altid cheesecake dagen før, og på dagen for servering pynter jeg kagen.

Min opskrift er kraftigt inspireret af denne lækre cheesecake fra Femina. Her til fødselsdagen havde jeg også lavet en cheesecake med hvid chokolade (100 gram) og en rest Ruby chokolade (50 gram). På grund af den lille andel af Ruby blev kagen ikke så lyserød, som jeg havde håbet. Men den blev pyntet med friske hindbær fra haven – inden de blev sat på kagen fik de et drys rødt glimmer.

Det er kun fantasien som sætter grænsen med smag og fyld i en cheesecake, så gå bare i køkkenet og prøv dig frem. Måske finder du en ny favorit 🙂 Rigtig god søndag derude.

Følg mig på Bloglovin’, Pinterest, Facebook og Instagram