Små adventsgaver
Jeg er ikke god til at være i god tid. Altså ideerne har jeg, men jeg arbejder vist bare bedst under pres. I hvert tilfælde når det gælder det kreative. Derfor er jeg først blevet færdig med mine små adventsgaver et par dage før første søndag i advent. Ideerne kan også bruges til små overraskelsesgaver eller værtindegaver i løbet af julen.
Den sorte skuffereol er adventskalenderen fra Ecooking (Reklamelink) i 2020, som jeg har genbrugt og pyntet lidt med bånd og klistermærker. Den har min veninde gennem 20 år fået med ting jeg tænker, hun vil blive glad for.
Adventsgaver til mine bedsteforældre
Jeg har igen fundet mine syede adventsposer frem og lavet adventsgaver til min mormor og morfar. De to betyder RIGTIG meget for mig. De bakker mig altid op, og de har også hjulpet mig mange gange med mine drenge. Og jeg elsker bare at forkæle dem med mine små adventsgaver. Der er lidt forskelligt julechokolade, nogle saltede mandler, en juleøl og så et par hjemmelavede snapse.
I år har jeg forsøgt mig med figensnaps og ribssnaps. Det er to nye smage, så jeg er spændt på at høre, hvad mine bedsteforældre synes om dem. Ribsene er fra min egen have. Min busk er ikke så stor, men den giver flere og flere bær, så jeg håber at snapsene falder i god jord. De små pap-stjerner er købt hos Rito (Reklamelink).
Andre ideer
Jeg har tidligere lavet følgende til mine adventsgaver:
– jule-perle-figurer (kan anbefale Anja Takacs app)
– julepynt (mine mange ideer kan findes her)
– glögg ekstrakt
– chokoladeskeer (køb skeer i genbrugen og fyld skeen med smeltet chokolade)
– hjemmelavet vanilleekstrakt til to bageglade veninde (de tomme/brugte vanillestænger står bare i en flaske vodka)
– Grydelapper i julestof
Jeg kan godt lide mine grydelapper er lidt store, så jeg laver dem i 30 x 30 cm. Jeg lægger thermolam, pladevat, thermolam og så to lag bomuld ret mod ret. I det ene hjørne har jeg sat et stykke satinbånd, så grydelapperne kan hænges op. Jeg syr hele vejen rundt gennem alle lagene, og lader 5-7 cm stå åbent på den ene langside. Jeg vender om på retsiden, og syr så en pyntestikning hele vejen rundt, som så samtidig lukker vendehullet.
Der findes mange både julekalendere og adventskalendere, som du kan købe færdige, hvis du ikke har tid eller mod på at lave gaverne selv.
Jeg elsker selv at blive forkælet med overraskelser, og derfor prioriterer jeg også at forkæle dem jeg har kær. Det handler ikke om store og dyre ting, men små ting der vækker glæde hos modtageren. Har du gode ideer til næste års adventsgaver?
Glædelig 1. søndag i advent.
Følg mig på Bloglovin’, Pinterest, Facebook og Instagram