Lysende stjerne til haven

Lysende stjerne til haven

3. december 2022 0 Af Kreative Pips

Forleden viste min veninde mig en ide, hun havde set på Facebook. Det var en stor lysende stjerne til haven. Hun sendte mig billederne, som jeg sendte videre til min kæreste, og nu har han bygget mig en stor lysende stjerne til vores have. Det er rimelig nemt at gå til, så jeg viser med billeder herunder, hvordan du laver den lysende stjerne.

Materialer:
5 træbukke – vi har købt i Jem&Fix til 39kr./stk
10 beslag og passende skruer
Lyskæde

Først skæres den ene side af træbukkens top af, så bukkene kan lægges på siden. Her stikker vores søde hund Melvin lige hovedet frem og blander sig i byggeriet 🙂

Bukkene lægges på den side, hvor toppen er skåret af. Bukkene lægges i stjerneform. De sættes sammen med beslag. Min kæreste bukkede beslagene lidt så de var lidt mere end 90 grader.

Når stjernen er sat sammen, bindes lyskæden fast med strips. Og så kan den sættes udenfor i haven. Vi har valgt at beholde den i træfarven, men den kan males, hvis du ønsker dette. Hvis du vil male, skal det gøres, før du sætter lyset på.

Det tog ikke min kæreste særlig lang tid at lave, men han er jo også håndværker 🙂 PÅ trods af energikrisen har vi valgt at have julelys i haven. Det er til gengæld tændt kortere tid, og vi har fravalgt lysene foran huset, da vi ikke kan se det.

Har du julelys i haven?

Følg mig på Bloglovin’, Pinterest, Facebook og Instagram