Flere shakerkort

Flere shakerkort

6. december 2023 0 Af Kreative Pips

Jeg er virkelig blevet bidt af at lave shakerkort. Det er nok bling og glimmerdelen, som taler til min indre prinsesse. Jeg øver mig i at bruge forskellige farver og udtryk, så de nærmest kan bruges i alle anledninger. Så herunder kommer ideer og vejledninger til flere shakerkort.

I mit indlæg med nemme shakerkort handler det om firkantede-shakerdele, som sættes på et kort. Her er det andre figurer, som er “bagved” forsiden. Det giver to forskellige udtryk, og jeg synes de begge er sjove at lege med. De kan nemlig laves så forskellige med farver, mønstre og pynt.

Materials

  • Pap/karton i forskellige farver
  • Dobbeltklæbende tape
  • Foam tape / 3D tape/puder
  • Cellofan
  • Pailetter

Sådan gør du

  • Klip eller skær den farve du ønsker som forside på kortet, og lave et hul i kortet. Jeg har her brugt en stjerne die fra Three Scoops
    Shakerkort med stjerne
  • På bagsiden af kortet sættes et stykke cellofan fast med dobbeltklæbende tape.
    Shakerkort med stjerne
  • På cellofanen sættes nu 3D puder hele vejen rundt, dette er det rum pailetterne skal være i. Så det er vigtigt at 3D puderne sidder så tæt, at pailetterne ikke kan falde ud imellem dem.
    Shakerkort med stjerne
  • Fyld en passende mængde pailetter i rummet, og fjern tapen fra 3D puderne.
    Shakerkort med stjerne
  • Sæt et stykke pap bag på stjernen med pailetterne. Sæt dobbeltklæbende tape bag på pappet, og 3D puder på resten af forsiden.
    Shakerkort med stjerne
  • Sæt hele stykket fast på en kortbase.
    Shakerkort med stjerne
  • Pynt forsiden med teksterne, farvelagte figurer, dots eller anden pynt.
    Jeg har sat en udstanset kant rundt om stjernen, 2 bier og så teksten Konfirmation.
    Shakerkort med stjerne

Kortene kan laves med andre former end stjerner. Jeg har bl.a. lavet et fint bryllupskort til en af mine kollegaer, hvor jeg lavede et hjerteformet hul. Men princippet i kortet er præcis det samme, som beskrevet i vejledningen.

Jeg har også lavet et julekort med et firkantet hul i. Det lavede jeg, da jeg deltog på min første scrap-messe i september. Det er helt vildt, hvor mange stempler, dies og lignende der findes. Jeg synes, jeg har mange ting, men jeg fandt også ting, jeg ønsker mig.

Til Olivers fødselsdag i marts lavede jeg nedenstående kort. Det var faktisk mit først forsøg med shakerkort, og der glemte jeg at tage højde for rammen jeg har sat oven på stjernen. Den rager ud over siden – men så lærte jeg det OG jeg fik bare pyntet kortet, så det ligner det er meningen 🙂

Det er helt sikkert ikke de sidste shakerkort, jeg har lavet. Følg mig gerne på instagram/facebook, hvor jeg løbende deler kreative processer og færdige projekter. Og hvis du mangler et kort til en helt særlig lejlighed, er du mere end velkommen til at kontakte mig.

Følg mig på Bloglovin’, Pinterest, Facebook og Instagram