Månedens ide #2 – små blomster-citrontærter

26. februar 2018 2 Af Kreative Pips
Jeg havde en ide om, at jeg ville bage nogle nye kager til min fødselsdag, men det blev ikke rigtig til noget. Så jeg har været lidt i vildrede om, hvad der så skulle være Månedens Pinterest ide nummer 2. Forleden fik jeg købt to bodyer, for en af mine håndboldveninder har snart termin, og så kunne jeg lave et par bodyer med sjove tekster på til hendes lille prinsesse, men i lørdags ændrede jeg så alligevel planer 🙂

Vi havde inviteret mine forældre på eftermiddagskaffe med kage samt aftensmad i går, for Oliver har udtrykt et stærkt ønske om at se mormor og morfar noget mere – og dét vil vi sgu gerne opfylde. Før i tiden (dvs. før jeg fik kæreste) brugte jeg ofte mine forældre som hjælp til at passe drengene, så jeg kunne spille håndbold. Dvs. drengene så mormor og/eller morfar næsten hver uge. Nu kan kæresten jo passe drengene, når jeg lige kører et par timer. Det er svært at forstå for en 8årig, så han frygtede faktisk at mormor og morfar ikke gad ham mere…. Alt for store tanker i hans lille hoved 🙁

Jeg bager næsten altid kager fyldt med chokolade, så jeg ville gerne prøve noget helt andet. Så jeg tog en tur i min Pinterest kagemappe og fandt disse søde forårsagtige citrontærter. På Pinterest bestod opskriften af færdigkøbt mørdej og færdigkøbt citroncreme, så jeg måtte lige i opskriftsmappen og finde noget, som kunne bruges.

Mørdejsbunden er fra Maja Vases pistaciesnitter, og cremen er fra en opskrift fra Mad & Bolig. Jeg lavede dobbeltportion af mørdejen (for at “ramme” et helt æg…), og der blev til 48 minitærtebunde og en god knytnævestor klump dej til overs. Tærtedejen er udstukket med en blomster-udstikker (jeg havde heldigvis en gammel en liggende i mit bageudstyr, men den her påskeliljeudstikker er simpelthen for sød!) og bagt i min minimuffinsform i ca. 11 minutter ved 175 grader. Da bundene var kølet af, kom jeg den varme creme i fra en sprøjtepose. Kagerne kom i køleskab, indtil jeg serverede dem med et drys flormelis. Cremen rækker til mere end de 48 små kager.

Jeg kom lidt gul pastafarve i cremen for at give den lidt mere power. 

Mums, de vakte lykke – nu er spørgsmålet bare hvad jeg skal gøre med de 24 kager, som ikke blev spist i går…. 🙂

– Dette indlæg indeholder affiliate links