Konfirmationskort til drenge

Konfirmationskort til drenge

28. august 2021 0 Af Kreative Pips

Jeg elsker at lave kort, og det har været en af mine hobbyer i mange år. Altså helt tilbage til dengang jeg var barn. Det har altid været nemmere for mig at lave kort til kvinder og piger end til drenge. Piger kan få blomster, hjerter og glimmer, masser af glimmer. Det kan drenge ikke rigtig, synes jeg. Og da jeg snart skal til konfirmation hos en dreng, har jeg længe været i tænkeboks, om nogle flotte og anderledes konfirmationskort til drenge.

Blå konfirmationskort til drenge

Jeg har lavet nogle forskellige blå konfirmationskort men med samme grundformer og i samme stil. Alle kortene er hvide A5 foldet på midten. Det betyder at det færdige kort er ca. 10 x 15 cm. Firkanterne med de bløde hjørner har jeg lavet mønster på i Word og printet ud i forskellige størrelser. Papiret med den lyseblå tekst er hjemmelavet i word, præcis med samme fremgangsmåde som mit hjemmelavede tillykke papir. Når du først har lavet én slags papir, er det nemt at ændre farven, så det passer til den anledning du skal bruge kortet til. Det er også nemt at bruge funktionen “søg og erstat”, og dermed skifte teksten fra f.eks. “tillykke” til “konfirmation”.

Jeg anvender altid dobbeltklæbende tape (reklamelink) i stedet for limstift, da det bliver meget pænere. Det smalle satinbånd er også sat fast med dobbeltklæbende tape. De blå kors er tegnet i hånden med en helt tynd tusch. Den blå roset i teposer kan du finde vejledning til lige her. Jeg har også pyntet med små blomster fra en udstanser, stickers med teksten “tillykke” og en node lavet i perler. Hvis konfirmanden har en hobby eller interesse, kan man altid style kortet i den retning.

Simple sorte kort

De her sorte, simple kort kan både bruges som lykønskningskort og som indbydelse. Det handler bare om, hvad man skriver på manillakortet. Igen har jeg brugt et stykke pap i A5 og foldet det. Nederst har jeg sat hjemmelavet konfirmationspapir fast med dobbeltklæbende tape. Kanten er tegnet med en tynd tusch, og manillamærkerne er sat på med 3D puder. Manillakortene kan ofte fås i Søstrene Grene eller i hobbybutikkerne, men hvis du ønsker dem i en bestemt farve, kan du også lave dem selv. Tegn efter et købt kort (eller find en skabelon og print den) og lav hullet med en hultang. Jeg har købt nogle hvide klistermærker, som kan sættes over/omkring hullet og dermed forstærke hullet og samtidig få manillamærkerne til at ligne købte. Teksten på manillakortet er skrevet i hånden, men kan selvfølgelig erstattes af en sticker eller en tekst skrevet på computeren.

Konfirmationskort med fodbolde og citater

Jeg ELSKER citater! Jeg har flere forskellige tavler på pinterest med citater til alle livets oplevelser. Citaterne herunder er fra mine egne konfirmationskort tilbage i 1999. De er smidt ud nu, men for nogle år siden ryddede jeg op i den mappe, og der gemte jeg lige de her to citater. De er gemt i en word fil på computeren, så jeg nemt kan printe ud i forskellige skrifttyper og størrelser. Citaterne er klippet ud med nogle mønstersakse, så de har en bølget kant.

Både græsset og fodboldene er købt engang i Panduro Hobby. Græsset er sat fast med tape, mens fodboldene sidder fast med 3D puder. Det sort/hvide papir med blomsterne er også købt en gang for lææææænge siden. Og det er ligesom citaterne og meget af det andet sat fast med dobbeltklæbende tape. Teposen er foldet for længe siden, så jeg ved ikke, hvordan den er foldet. Men det må undersøges, så jeg kan lave en vejledning på den også. De halve perler havde tape på den flade side.

Jeg håber det gav lidt inspiration til konfirmationskort til drenge. Det gav mig i hvert tilfælde selv lysten til at finde pap og papir frem og gå i gang med nye kort. Det må bare blive en anden dag, for jeg skal selv til konfirmation i dag.

I løbet af ugen kommer et indlæg med pengegaver til konfirmanderne, for jeg har fået samlet nogle ideer, som er bare lidt sjovere end penge i en kuvert. Igen fordi gaver til drenge er bare sværere.

Skal du til konfirmation? Og har du styr på kort og gave?

Følg mig på Bloglovin’, Pinterest, Facebook og Instagram