Kreative pauser mod stress

20. marts 2019 5 Af Kreative Pips

Det her bliver et meget personligt indlæg. Nok mere personligt end hvad jeg ellers har delt. Men det handler også lidt om, hvordan jeg bruger de kreative pauser mod stress.

Jeg har været stille længere end jeg plejer. Jeg har rigtig mange kreative tanker i hovedet, og jeg har også en del halve indlæg i hovedet. Desværre har jeg også en masse andet i hovedet. Jeg har rigtig mange tanker og en stor følelse af magtesløshed. Dèn følelse har nu gjort, at jeg er endt ud med en deltidssygemelding grundet stress. Det er længe kommet snigende, og det skyldet udelukkende ting i mit privatliv. Jeg har hele tiden håbet, at jeg ville få det bedre. Men for et par uger siden blev jeg nødt til at se det i øjnene; jeg magter ikke mere.

Der er sket meget i mit liv de sidste par måneder. Et svært brud fra ekskæresten, og af hensyn til ham og hans familie vil jeg ikke komme nærmere ind på det. Men det var nogle rigtig hårde uger at komme igennem, og så lige i min absolutte favorithøjtid JULEN.

Forholdet til mine børns far går op og ned, og det skyldes i høj grad, at jeg ikke forstår hans prioriteringer. Jeg vil igen vise hensyn og bare sige, at der er mange gode grunde til, at vi ikke længere er sammen.

Mine elskede børn

Min stress og sygemelding skyldes i høj grad mine børn. Det er IKKE deres skyld, må jeg hellere skynde mig at sige! Det skyldes det faktum, at skolen længe (som i flere år nu) har sagt de mistrives og har forskellige udfordringer. Derfor holder vi møder og møder og flere møder. Vi har som forældre gjort rigtig meget for at ændre på forholdene. Vi har fået mere struktur på hverdagen, og vi har gået i kommunens forældrerådgivning. Men indtil videre uden den store virkning.

Familiefotografering af mig og mine to drenge

Det har været hårdt – og er det i høj grad stadig. Jeg kæmper videre, for der er ikke noget alternativ for mig. Mine børn skal trives og have al den hjælp jeg kan skaffe og give dem. Men det har samtidig drænet mig for energi, og jeg kan derfor ikke længere overskue et fuldtidsjob samtidig med jeg kæmper mine børns kamp. Heldigvis bakker min chef og mine kollegaer op om mig! Jeg er ikke i tvivl om at min deltidssygemelding er det rigtige for mig på nuværende tidspunkt.

De kreative pauser mod stress

Min korte arbejdsdag gør, at jeg nu kan nå hjem og slappe af 1-2 timer på sofaen med tv eller en bog (se mine mange læste bøger her). Så får jeg lige samlet noget energi, inden mine drenge skal hentes. Det betyder også, at vi har mere tid sammen om eftermiddagen, og det giver selvfølgelig mere ro. Ro til at lave lektier, ro til at lave mad (jeg springer ofte over hvor gærdet er lavest) og ro til at hygge sammen. Heldigvis er begge drenge glade for at hygge med noget kreativt, og især perlerne trækker en del. Derfor er det en stor luksus at have fået flyttet rundt og nu have et kreaværelse, hvor perlerne bare kan stå fremme altid. Det giver bare sådan en dejlig ro, at vi alle tre sidder sammen og hygger – jeg elsker det!

Kreaværelse med perler over det hele
Drengene lavede perler, mens jeg syede fodboldspillere

Jeg har rigtig meget lyst til at lave en masse kreativt, og jeg har lånt en masse nye symønstre til mig selv. Jeg har købt nyt stof, og kan ikke vente med at komme i gang med at sy af det. Men når drengene er puttet, er min energi væk. Jeg magter kun lige at lave en kande te og smide mig i sofaen med enten en serie eller en bog. Jeg er simpelthen bare så træt. Desværre sover jeg ofte ikke ret godt, hvilket bare gør mig endnu mere træt.

Stress og mine tanker

Jeg har førhen haft en million ting i hovedet, og har kunne styre det hele med et knips med fingrene. Nu tager jeg virkelig én dag af gangen, og planlægger ikke ud i fremtiden. Næsten alt bliver skrevet ned, for jeg kan ikke huske det hele. Jeg prøver at blive bedre til at slappe af og passe på mig selv, men i alt for lang tid har jeg bare knoklet på. Det er svært at skifte fra højeste gear og ned i laveste, men jeg øver mig dag for dag!

Jeg er lidt ked af at stress stadig er ret tabubelagt, men jeg har fra begyndelsen været ret åben for venner, familie og kollegaer om de udfordringer jeg lever med. Derfor vil jeg også være rimelig åben her, da jeg synes, det er vigtigt at vise, hvordan stress ikke nødvendigvis kommer fra arbejdspladsen. At stress ikke har noget at gøre med stærke eller svage personer. Det handler i høj grad om at man igennem længere tid bruger flere ressourcer end man har, og til sidst går det galt. Jeg håber, jeg har fanget det i opstarten. Og jeg håber, at mine drenges trivsel snart vender! De to betyder ALT for mig! Og derfor fortsætter jeg kampen, koste hvad det vil!

Følg mig på Pinterest, Facebook og Instagram