Corona hjemmehygge #1

22. marts 2020 2 Af Kreative Pips

Det er godt nok en mærkelig situation hele Danmark er i. Og tænk at det alligevel kun er 11 dage siden at landet lukkede ned. Det føles på en måde som om det var i går, og på den anden måde føles det som uger siden. Jeg er offentligt ansat, og blev derfor sendt hjem for at arbejde med det samme. Jeg har derfor også haft mine drenge hjemme fra dag 1. Vi laver nogle lektier og forsøger at holde en vis form for struktur, så der ikke går alt for meget hat og briller i den. Men mest af alt hygger vi os, og nyder den ekstra tid sammen. Vi har fået lavet en masse krea her i første uge, og jeg håber det kan inspirere til lidt corona hjemmehygge rundt om i landet.

I den kommende uge skal mine drenge hjem til deres far, i hvert fald som tingene er lige nu. Der kan jo desværre nå at ske masser af ændringer – også fordi deres far arbejder i sundhedssektoren. Jeg tror tidligst skolerne åbner op efter påske, så jeg er også nysgerrig på at høre hvad DU/I laver derhjemme under corona lukningen. Måske kan andre få glæde af jeres ideer.

Perler

Perler er en klassiker, og noget alle aldre kan være med til. Vi har for nylig bestilt 10 poser perler hos Rito (Reklamelink), så vores lager er helt klart til masse af timers perlehygge.

Vi har laver haren fra Anja Takacs, og jeg er også i gang med en af hendes kyllinger. Det er simpelthen så hyggeligt med pynt i haven. Min svigerinde har købt Anjas perleapp, og mine to niecer har lavet en masse dyr, som pynter deres trappe. Jeg tror også snart, vi bliver nødt til at eje hendes app, for der er virkelig mange fine figurer – og så fylder de alle kun en plade.

påskehare i perler
Perler er bare en nem ting at lave som corona hjemmehygge

Oliver har fået lavet “Døden” færdig. Den har han været i gang med siden en gang før halloween, tror jeg. Den er fra en af vores mange perlebøger.

Døden hama

Jeg er også i gang med mit eget mønster til en sød påskeide, og den glæder jeg mig meget til at få lavet færdig. Min bror og niece skal lige teste af, og jeg skal have tegnet de sidste mønsterdele, og så kommer den helt sikkert på bloggen.

Bagning

Når jeg spørger Mathias, hvad han gerne vil lave, foreslår han oftest at bage. Og indtil videre har han fået prøvet tre nye opskrifter. Han kigger i nogle af mine mange opskriftsbøger, som står fremme på min tallerkenrække over spisebordet.

tallerkenrække

Først bagte han en marmor-muffin, som dog var lidt tør (bogen Fantastiske kager). Næste gang finder vi en anden opskrift 🙂 Og i dag bagte han en gammeldags kanelstang (fra bogen Byens bedste kager), som var rigtig lækker. Næste gang skal den dog have lidt kortere tid i ovnen. Efter at jeg er begyndt at bruge bagvrk‘s bagefif bliver mit gærbrød meget bedre.

kanelstang
Mine forældre har givet mig en ny lille termokande, da jeg altid brokker mig over min gamle kande. Den gamle er ikke ret gammel, men det er gået i stykker på trods af det er en af de dyre ‘designer’-termokander….
kanelstang

Forleden bagte vi bagvrks lækre chokoladeboller fra hendes e-bog, og de blev bare super lækre. Jeg frøs 6 stykker ned, så vi kan nyde dem på tirsdag, hvor jeg har taget en fridag i anledning af Olivers 11 års fødselsdag.

chokoladeboller
Lækre hvide boller med chokolade er bare perfekt til corona hjemmehygge

Bøger

Vi får også læst en masse. De første par dage var drengene rigtig gode til at læse for hinanden i ca. 15 minutter hver. Mathias vælger ofte at læse bogen om Måsen 🙂

Jeg har nydt at sidde og læse i sofaen om aftenen, for jeg kan ikke holde til at se nyheder hver aften. Det bliver simpelthen for deprimerende med de mange, mange negative historier. Derfor har jeg fået læst en bog i den forgangne uge, og den kommer snart på bloggen. Jeg er heldig, at jeg har yderligere 3 bøger, som jeg har modtaget til anmeldelse. Jeg glæder mig til at læse dem, samt inspirere jer med nye bøger.

Hvad får I tiden til at gå med (altså foruden arbejde og hjemmeskole)?

Jeg har et håb om at få tømt mit kæmpe kreaskab i næste weekend, hvor drengene er hos deres far. Og så kan jeg få sorteret, hvad jeg vil bruge og hvad der skal ned i SFO’en, når vi vender tilbage til hverdagen igen. Og så har jeg masser af ideer til at få brugt mit stof til tøj til os alle tre, og så har jeg også planer med nogle puder og tæpper til begge drengenes værelser.

Jeg har flere ideer til corona hjemmehygge med drengene, og der kan jeg nævne flere perlerier, prøve krympeplast og så måske lave en gang trylledej. Eller måske skal vi have gang i noget beton? Vi skal i hvert fald nok få tiden til at gå.

Følg mig på Bloglovin’, Pinterest, Facebook og Instagram