Mormors julesmåkager

29. november 2020 0 Af Kreative Pips

Jeg har aldrig været den store småkagespiser, jeg er meget mere til konfekt og chokolade. Men mine børn elsker småkager, så i år har vi endelig bagt nogle julesmåkager selv. Sidste år fik jeg opskriften af min mormor, og hun sagde det var en god dej til børn. Hun havde helt ret, og Mathias synes det var sjovt at hjælpe mig med at bage min mormors julesmåkager.

Opskrift på min mormors julesmåkager

500 g mel
300 g smør / margarine (jeg bruger altid smør, når jeg bager)
240 g sukker
1 tsk hjortetaksalt
2 æg

Alle ingredienserne blandes, og dejen æltes godt sammen. Jeg gør det i hånden, da jeg ikke har en fancy røremaskine. Dejen hviler på køl i minimum en time i køleskabet, men den kan også sagtens laves dagen før man vil bage.

Dejen rulles tyndt ud og stikkes. Kagerne lægges på bagepapir på en bageplade. De bages ved 170 grader i 8-12 minutter afhængig af størrelse og tykkelse på figurerne.

Vi bagte to plader som jødekager, det vil sige de blev penslet med æg og drysset med kanelsukker. De to andre plader fik Mathias lov at pynte med glasur og sukkerpynt. Han havde en fest, og det var det hele værd!

Tehætten kan du læse mere om her

Jule-patchworktæppe

I november har jeg tømt min 6 meter lange skabsgang, så jeg kunne få mine nye lækre skabe op. Men det har også betydet, at jeg har fået taget mig sammen til at få ryddet lidt op og ud i mine mange kreamaterialer.

Jeg har derfor fået brugt de fleste af mine julestoffer til et stort lækkert patchworktæppe til sofaen. Nøj hvor jeg glæder mig til at hygge med drengene under det her i december.

Du kan se min vejledning til at sy patchworktæpper her.

Jeg håber, du og din familie får en skøn 1. søndag i advent. I min familie tager vi altid sammen ud og fælder juletræ og spiser æbleskiver og andet lækkert hjemme hos mine forældre. Har I lignende traditioner for første søndag i advent?

Følg mig på Bloglovin’, Pinterest, Facebook og Instagram