Pandekagedag med pandekagepizzaer

16. februar 2021 0 Af Kreative Pips

I dag er det hvide tirsdag, som er tirsdag efter fastelavn og dagen før fasten begynder. På denne dag spiser man retter med mel, æg, sukker og mælk – hvilket præcist passer med pandekager. Derfor kaldes dagen også for pandekagedag. Min eksmand bager de bedste pandekager, så derfor har jeg i mange mange år ikke gjort mig så meget i de klassiske pandekager. Til gengæld er jeg ret erfaren i bananpandekager, og dem har jeg nu lavet som pandekagepizzaer.

Pandekagepizzaer af bananpandekager

Jeg laver ofte bananpandekager. De kan både bruges som en lille snack eller en lækker morgenmad. Jeg bruger 1 banan og 3 æg. Nogen gange tilsætter jeg vaniljepulver eller kardemomme, men det er ikke nødvendigt. Oftest bager jeg dem på min blinispande, men denne gang har jeg bagt dem på min lille pande.

Fyld:
syltetøj – jeg laver ofte hindbærsyltetøj af 500 g bær og 250 g sukker.
Blandet frugt og bær
Kokosmel, chokoladekrymmel, revet chokolade eller lignende som “krydderi”

Kun fantasien sætter grænser med pynten, så brug dine favoritter og pynt din egen lille dessertpizza. Jeg er sikker på børnene også vil synes det er en sjov aktivitet at pynte pandekagepizzaer.

Andre pandekage-ideer

I 2016 var jeg i USA for første gang, og jeg fik de lækreste amerikanske pandekager på hotellet. Dem skal jeg helt sikkert over og smage igen. Den der kombination af bløde pandekager, flormelis og de lækre jordbær var bare ubeskrivelig lækker.

Som nævnt har jeg ikke gjort mig særlig meget i almindelige pandekager, men i januar lovede jeg mine drenge bål i haven. Mine drenge er ikke super tålmodige, så snobrød er mere end pestilens end en sjov aktivitet. Derfor valgte jeg at bage pandekager på bålet i stedet for. Jeg er desværre endnu ikke super god til det der med bål, men vi fik da bagt tre pandekager på bålet 🙂 Resten blev bagt indenfor – opskriften er fra Bagvrk og dén kan varmt anbefales.

Mine bananpandekager er min nummer 1 sunde snack, men jeg har lidt andre i ærmer, se bare med her.

God pandekagedag – jeg håber du får forkælet dine kære med en lækker stak pandekager.

Følg mig på Bloglovin’, Pinterest, Facebook og Instagram