Lækre koldthævede græskarboller

Lækre koldthævede græskarboller

9. oktober 2022 0 Af Kreative Pips

I mit lille græskartema fik jeg også lyst til at bage nogle boller med græskarmos i. Det blev til en portion lækre koldthævede græskarboller. De er saftige og har en fin lys orange farve, og så et lille drys af græskarkerner på toppen. Og så er de perfekte til de kølige efterårsmorgener, som indgyder til hygge og afslapning. Måske jeg skal bage en portion i efterårsferien?

Lige som mine to tidligere eksperimenter med græskar, har jeg brugt græskarmos. Og den er super simpel at lave, det er trods alt bare kogt og most græskar, men hvis du er i tvivl, kan du læse min fremgangsmåde i indlægget om mine græskarmuffins.

Lækre koldthævede græskarboller

Ret Morgenmad
Køkken Dansk

Equipment

  • Røremaskine med dejkrog

Ingredienser
  

  • 2,5 dl vand
  • 1/4 pk gær
  • 1 dl græskarmos (se fremgangsmåde under græskarmuffins)
  • 1 tsk salt
  • 2 dl grahamsmel
  • 5,5 dl hvedemel

Sådan gør du
 

  • Græskarmosen laves jf. instruktion under græskarmuffins.
  • Græskarmos og vand blandes, og gæren røres ud i væsken.
  • Salt og grahamsmel tilsættes.
  • Hvedemel tilsættes lidt af gangen, indtil konsistensen er som tyk grød
  • Dejen hæver i skålen i køleskabet natten over.
  • Næste morgen sættes dejen på bagepladen med en ske.
  • Drys med græskarkerner ovenpå bollerne.
  • Bollerne bages ved 220 grader i ca. 15 minutter.
Keyword Halloween

Selvom jeg er vild med kærestens morgenboller fra en færdigpakke med brunchboller, er det sjovt at prøve lidt andre boller indimellem. De her er også supernemme, det kræver blot at du har gjort græskarmosen klar på forhånd. Da jeg lavede græskarmosen og til jeg lavede bollerne er der gået en lille uge, så den kan godt holde sig på køl i en lukket beholder. Så ingen tvivl om at jeg kommer til at bage de her saftige og lækre koldthævede græskarboller igen, og måske vil jeg prøve opskriften og så bytten græskarmosen ud med æblemos og så et lille dys kanel. Dét er jo også efterårsagtigt.

Efterårsferien står for døren, og vi trænger bare til hygge og samvær. Så jeg tror bestemt vi skal hygge med bagværk og varm kakao i sommerhuset. Jeg er også ved at planlægge nogle små krea-aktiviteter, som vi kan tage med, og som er nemme at lave uden en masse svineri, når nu vi lejer sommerhuset.

Har du planer i efterårsferien?

Følg mig på Bloglovin’PinterestFacebook og Instagram