Varm pumpkin spice chokolade

Varm pumpkin spice chokolade

2. november 2022 0 Af Kreative Pips

Jeg har set flere steder at man kan få pumpkin spice latte, men da jeg slet ikke drikker kaffe, er det ikke lige noget for mig. I stedet tænkte jeg, at en varm kop chokolade med krydderier kunne være lækkert. Jeg serverede en varm pumpkin spice chokolade for min kæreste, eller faktisk flere, for vi skulle lige finde den rette chokolade. Og det kommer vi til at hygge med i løbet af vinteren.

Pumpkin spice blandingen

Pumpkin spice er den krydderiblanding amerikanerne bruger til deres pumpkin pie, altså deres græskartærter. Krydderiblandingen kan laves på mange forskellige måder, alt efter smag og behag.

Jeg har lavet et lille glas med blandingen, og så er jeg altid klar til at lave en kop varm chokolade. Min blanding består af følgende:

2 spsk. kanel
1 spsk. ingefær
t tsk. muskatnød
0,5 tsk. nellike
0,5 tsk. allehånde

Varm pumpkin spice chokolade

Vi har prøvet os lidt frem med chokoladen, og for os virkede en almindelig mælkechokolade (Marabou) ikke. Den var alt for sød, og med for lidt chokoladesmag. I stedet brugte vi en mørk mælkechokolade med 50% kakao. Den var helt perfekt til os.

Du tager en kop og lægger 30 g chokolade på bunden samt 1 tsk. af pumpkin spice blandingen. Så hælder du varm mælk over og lader chokoladen smelte lidt før du rører i det.

Den varme, krydrede chokolade serveres selvfølgelig med en god klat flødeskum

Småkager med pumpkin spice

Til halloween forsøgte jeg mig med at bage småkager som heksefingre. Jeg har gjort det en gang tidligere, men har ikke gemt opskriften. Jeg fik derfor ideen at bruge opskriften på min mormors småkager og så bare tilsætte to tsk. pumpkin spice til en normal portion.

Jeg nøjedes med at lave en halv portion, og fik 24 fede heksefingre 🙂 Næste gang vil jeg prøve at lave dem noget tyndere, så småkagerne bliver mere sprøde. Så af en halv portion skal der nok nærmere laves 35-40 heksefingre.

Neglene er smuttede mandler, som jeg har sat fast på den ubagte finger og så malet den rød med pastafarve før bagningen. Jeg lavede også lidt riller i fingrene for at få dem til at ligne rigtige fingre.

Jeg håber, du har fået lidt inspiration til selv at prøve dig lidt frem med opskrifter. Nogle gange går det godt, og andre gange kræver det et par forsøg, før man rammer et godt resultat.

Følg mig på Bloglovin’, Pinterest, Facebook og Instagram