Nytårskrans med perler

Nytårskrans med perler

26. december 2022 0 Af Kreative Pips

Denne ide har været længe undervejs, og sådan går det altså ofte herhjemme. Så en stor del af perlefigurerne lavede jeg sidste år til jul, men så nåede jeg ikke længere. Og så kom mit store byggeprojekt, min kæreste og hans børn flyttede ind, og det hele blev pakket ned i kasser. NU har jeg fundet det frem, og endelig har jeg fået lavet en nytårskrans med perler, som kan pynte på min hoveddør frem mod nytår. Den er selvfølgelig i mine yndlingsfarver pink og lilla og fyldt med glimmer.

Både champagneglas og knallerten er lavet efter mønstre i Anja Takacs’ app. Stjernerne er to rækker perler på de små stjerneplader. Mens spiralerne er to rækker perler på to store plader, som er strøget og derefter bøjet rundt om et tomt køkkenrullerør.

På Pinterest kan du finde mange andre nytårsideer med perler. Du finder min tavle med HAMA lige her.

Jeg bruger almindelig hvid skolelim, hvor jeg så drysser det løse glimmer udover og lader det stå og tørre. Imens glimmeret tørrer, gør jeg selve kransen klar.

Nytårskrans med perler

Det er en halmkrans, som jeg havde liggende fra min julekuglekrans. Jeg fandt nogle mindre stykker skråbånd, som jeg bandt rundt om kransen. Og dernæst bandt jeg et smallere sølv-glimmerbånd hele vejen rundt, så det meste af halmen er dækket. I toppen af kransen er en lille løkke i sejlgarn til at hænge kransen op med.

Herefter limede jeg alle perlefigurerne på med min limpistol, og så er kransen klar til at komme op og hænge. Årstallet er kun limet fast med tre mindre klatter lim, så jeg til næste år kan bytte årstallet med et det nye.

Jeg har brugt juledagene til at bage min kransekage, og så skal den bare pyntes, når de er taget op af fryseren. Er du klar til at fejre nytår?

Følg mig på Bloglovin’PinterestFacebook og Instagram