Juleferie-krea

Juleferie-krea

26. januar 2020 2 Af Kreative Pips

Jeg elsker at være kreativ, og det er noget der giver mig ro og energi. Men i den travle hverdag er det begrænset, hvor meget jeg kan nå. I juleferien kom jeg i gang med at lave lidt forskelligt juleferie-krea. Det var skønt at komme igang igen. Det har dog taget lidt tid at få det færdigt, og så får det på bloggen. Vi synes nemlig alle tre herhjemme, at det har været lidt hårdt at komme i gang igen efter juleferien…

Patchwork stjerne

Inspireret af Pia Skytte fandt jeg mine små julestoffer frem, og syede en patchwork julestjerne. De små pap-romber har jeg skåret på min Silhouette Cameo. Jeg har syet det lige som, da jeg lavede min turkise pude. Du kan se min fremgangsmåde her. Efter jeg har syet de to stjerner, har jeg pillet pappet ud, og så syet stjernen sammen. Den næste stjerne vil jeg prøve at beholde pappet indeni, som jeg kan se, at Pia har gjort. Min stjerne er givet væk til min veninde i fødselsdagsgave – hun ønskede sig nemlig julepynt.

patchwork stjerne
Håndsyning med rester af nytårskransekagen
En lille buttet patchworkstjerne

Julekrans med mange julekugler

I november fik jeg en ny kollega, og hun er super sød og så strikker hun. Der er bare ikke noget bedre end kollegaer, som man kan snakke hobby og kreativitet med. Hun fortalte mig om bloggen Endnu en bolig blog, og viste mig også den julekrans bloggeren har lavet. Jeg blev straks vild med kransen og gemte linket. Et par uger efter skrev en veninde, at hun kedede sig på sit nyt job, for ham der skulle lære hende op, først mødte ind til frokost. Hun bad derfor om ideer til blogs, hun kunne undersøge. Linket til julekransen blev straks sendt til hende, og samme aften fik jeg et billede af hendes nylavede krans! Hun fortalte mig også at vores lokale Kvickly havde alle materialerne. Så jeg måtte straks i Kvickly som både havde halmkrans, lametta og plastik-julekugler. Jeg havde selv masser af lim til limpistolen på lager, så jeg kunne bare gå igang.

Klar til at gå i gang
Først har jeg viklet guldlametta på hele kransen
julekrans
Og så skal kuglerne bare limes på
– se fif til at begynde på Endnu en bolig blog (se link højere oppe)

Julekugler med navn og årstal

Hverdagen flyver bare afsted, og jeg synes det er svært at få tid til at se veninderne. Især dem, hvor manden arbejder om aftenen, for så kan de heller ikke køre hjemmefra. Men vi prøver virkelig at få det presset ind i kalenderen, og så bor vi heldigvis tæt på hinanden, så vi nemmere lige kan køre forbi. Jeg har f.eks. været forbi en af veninderne med 3 vinterjakker i str. 128, fordi dem kunne vi ikke bruge længere. Og hun var så forbi mig med en buket blomster til jul – desværre var vi ikke hjemme. Men det gav mig ideen til at lave lidt personlig julepynt til hende. Hendes børn er det absolut vigtigste for hende, og derfor skulle hun have julekugler med børnenes navne og fødeår.

Jeg har næsten altid nogle julekugler på lager, og har også et vist udvalg i skiltefolie. Så det var en nem lille opgave, og jeg glæder mig til at give hende dem næste weekend. Så håber jeg bare ikke, hun læser med her 🙂

Du kan se hvordan du selv kan lave lignende mærker på Silhouette Cameo lige her.

personlig julekugle
Navne og år klar til at komme på kuglerne
De færdige kugler er lagt i fin guldlametta og er nu pakket ind i en gennemsigtig foliepose.

Hverdagen tager som nævnt en del tid, og vi er i gang med at lave Olivers værelse. Derfor har der ikke været så meget tid til krea, men jeg har vilde sy-abstinenser! Jeg håber på bare en lille smule sytid i dag, men Oliver skal snart til sin sidste prøve hos Alkalær, og det betyder massiv læsning, øvning og stavning – og det er lige vigtigere end min syning.

Ønsker jer alle en dejlig søndag 🙂

Følg mig på Bloglovin’, Pinterest, Facebook og Instagram