Fastelavn 2019 – Ternet Ninja

3. marts 2019 13 Af Kreative Pips

Et ternet ninja kostume, hvad mere kan en 7årig dreng ønske sig?

I vinterferien var vi inde og se Ternet Ninja. Mathias har længe snakket om den, og han havde et biograf-gavekort liggende fra sin fødselsdag. Så han fik lov at bestemme. Jeg var glad for at drengene på forhånd vidste, at filmen begyndte ret groft med et barn der dør. Hvis ikke havde vi nok fået en lille krise… Men vi syntes godt om filmen, og det fede er at der noget at lære for os alle af filmen.

Fastelavnskostume-valg

I slutningen af januar begyndte jeg at spørge drengene ind til deres kostume-ønsker. Mathias ville gerne være Camping-Vagn igen, og Oliver er stadig MEGET glad for Pikachu-kostumet. Det var godt nok nemt, hva’? Men da jeg så skulle bestille fleece til mit sengetæppe, så jeg at Stof & stil havde det fineste ternede stof og endda kun til 30 kr. pr. meter, så jeg købte straks 3 meter.

Vejledning til kostumet

Jeg lavede hætten som da jeg syede Ninjaen Kais kostume. Det vil sige, jeg brugte et elefanthuemønster. Det ternede stof er uden stræk, så derfor lagde jeg lidt ekstra til. Først syes hele nakke-syningen sammen. Derefter overlockede jeg øjen-hullet, inden jeg syede hage-syningen. Da det ternede stof trævlede lidt, overlockede jeg også den nederste kant.

Mønstret til hætten
Den færdige hætte samt skumgummisværd købt i Føtex til 29 kr.

Bukserne er et par ballonbukser. De er syet efter Minikreas mønster (reklamelink – og pt. er der 20% rabat). Foret er noget gammelt tyndt bomuld, som jeg havde liggende i stofskabene. Jeg har lavet linningen halv højde og syet elastik i.

De færdige bukser i str. 128/134

Ninja trøjen

Det sværeste var helt sikkert trøjen. Men det eneste som “drillede” var, at blusen er syet i fast stof, og derfor burde jeg havde brugt 1-2 størrelser større end det Mathias bruger nu, men det gik heldigvis alligevel.

Jeg har brugt et ranglanblusemønster fra Ottobre. Ryg og ærmer er klippet som normalt, mens jeg klippede to fulde mave-stykker. Derefter klippede jeg (i fri hånd) en skrå ‘kant’, så jeg ville kunne lave det om til en slå-om-bluse. HUSK at de to stykker skal ligge enten ret mod ret (eller vrang mod vrang), så du får to forskellige for-stykker.

For-stykket klippet i fri hånd

Blusen blev syet sammen som normalt, altså med ærmerne på bagstykket og de to forstykker. Dernæst klippede jeg en bred kant, som jeg syede på så den fik lidt kimono-effekt. Ærmerne og bunden blev lagt op. Bæltet er også syet af et langt bredt stykke af stoffet. Da jeg kender min søn ret så godt, har jeg syet bæltet fast i højre side 🙂 Ellers ville bæltet være væk i løbet af et splitsekund haha 🙂

Der hvor bæltet er syet fast, sidder også en løkke af hvid elastik. Det er sværd-holderen.

På begge forstykker er der slået en trykknap i, så blusen sidder rigtigt uden besvær. Mathias er rigtig glad for detaljen med den hvide elastik, hvor hans sværd kan hænge.

Den færdige ninja-bluse

I dag er det så endelig fastelavn, og jeg håber, at mine to drenge kommer ud og slår katten af tønden. De er hjemme hos deres far, og Oliver lå syg i går. Jeg er også spændt på, hvad de siger på mandag i skolen, hvor der også er tøndeslagning (det har intet mindre end 10 beskeder i forældreintra informeret os om…) og fastelavnshygge.

– Dette indlæg indeholder affiliate links

Følg mig på Pinterest, Facebook og Instagram