Corona hjemmehygge #2

18. april 2020 2 Af Kreative Pips

Inden påske havde vi været hjemme i tre uger, og vi fik en slags rytme. Der blev lavet lidt lektier, men slet ikke så meget som jeg godt kunne tænke mig. Men mit fokus var på mit arbejde og på at drengene havde det godt. Men vi læste og lavede matematik – og så lavede vi en helt masse andet, som de ikke ville have lært i skolen.

Læs mit først indlæg med forslag til corona hjemmehygge #1 her.

I denne omgang af ny corona hjemmehygge, har vi både lavet noget afslappende i sofaen, jeg har været kreativ og så har vi været et smut ud i det dejlige Danmark.

Struktur og hverdag

Begge mine drenge fungerer bedst med en fast struktur, og derfor kører vores hverdag rimelig ens. Altså det er jo så vores normale hverdag, jeg mener. De første dage hjemme i coronalukningen, mærkede jeg ret tydeligt at mine drenge synes det var svært at navigere i deres nye hverdag. Jeg har tidligere tegnet piktogrammer for at skitsere hverdagen, så det overvejede jeg at gøre brug af igen.

Mine drenges far fik konstateret ADHD som voksen, og jeg/vi har igennem længere tid været i tvivl om den manglende trivsel i skolen, skyldes ADHD hos en eller begge drenge. Derfor har jeg meldt mig ind i ADHD foreningen, mens vi venter på at blive klogere fra skolen/kommunens side. ADHD foreningen anbefaler også brugen af piktogrammer, og de henviser til de her fede magnetiske tavler (Reklamelink).

Nu er skolen igang igen, og de første to dage er gået fint (jeg har i hvert fald intet hørt fra lærerne….). Jeg håber, at begge drenge nyder godt af de mindre klasser, og at det har en positiv indvirkning på deres trivsel. Jeg krydser fingre…

Haven

Jeg er SÅ klar på lunere dage, så jeg igen kan tage haven i brug. Som jeg tidligere har skrevet, har jeg masser af ideer til min have. Og jeg er gået lidt i gang med nogle af dem. Jeg har nemlig fundet de fineste LED solcelle-pærer, som Mathias har hjulpet mig med at hænge på plankeværket. Hver eneste aften nyder jeg, hvor fint de lyser op ude i haven.

Der er én ting jeg gerne vil have succes med i år, og det er min unikke krydderurteholder. Det er min far som har lavet den til mig, efter jeg så en virkelig fin en i Brighton. Jeg har haft lidt døde blomster i krukkerne, men i år vil jeg altså gerne have nogle krydderurter. Jeg tænker timian, persille og purløg. Mynte har jeg i en stor krukke, så der altid er nok til mojitos 🙂

I mit lille skur har jeg et ekstra køleskab, og det er fyldt til randen med mousserende vine. Jeg kan bl.a. anbefale denne med passionsfrugt (Reklamelink), og så er den sat helt ned til 33 kr.! Psst der er 15 % på alt i øjeblikket 🙂

Sofa hygge

Vi har også hygget på sofaen, og vi er blandt andet gået i gang med Harry Potter igen. Vi så dem også for et par år siden, da vi forsøgte med en lille hjemme-filmklub. Vi har også set de gamle Soldaterkammerater (Reklamelink), og drengene synes de er hylende morsomme 🙂 Og sidst men ikke mindst ser vi julekalender! Jeg ved der er delte meninger om at se julekalender uden for julen, men jeg synes det er fedt, at man kan sidde sammen og se en lille bid af historien. Det er bare ikke alle dage, der er tid til en film på 1,5-2 timer. Derfor er det rart med et lille afsnit i stedet. Vi har set Krummernes jul (Reklamelink), og nu er vi igang med Skibet i Skilteskoven (Reklamelink). Drengene synes, de mange sange/danse er irriterende, men sådan var julekalendere jo dengang i min barndom.

Syning

Jeg er endelig kommet igang med at sy igen. Det har været savnet, både på det personlige plan men også med de mange halvfærdige projekter jeg har liggende.

genanvendelige bind

Jeg har altid gang i at sy bind. Det er en genial måde at anvende de mindre jerseyrester og brugte håndklæder på. Du kan læse meget mere om det i dette indlæg fra sommeren 2019.

Jeg har også fået syet nye betræk til vores to sækkestole. Jeg syede sækkestolene tilbage i 2013 i noget billigt (og lidt grimt) stof fra Jysk. Jeg har lappet dem et par gange, og de har begge mistet en del af fyldet. Så jeg slog lige to fluer med ét slag: fik brugt stof fra lageret til to nye betræk OG fik tømt den sæk med krøyerkugler, som også bare stod og fyldte i et skab. Og vupti to nye og bedre sækkestole til drengene.

Sækkestole
Mathias’ sækkestol til venstre med nyt betræk og fyld – Olivers stol til højre før opfriskningen..
Sækkestole
Olivers sækkestol efter opfriskningen – den kunne nok godt bruge lidt mere fyld, men den er bedre end før 🙂

Mosede Fort

Efter at have været hjemme stort set non stop i 1,5 uge, tog vi en fridag og kørte en tur til Mosede Fort. Jeg kendte det faktisk ikke, men kørte for nylig forbi i forbindelse med arbejdet. Der var frisk luft, det dejlige danske vand og så håbede jeg på en masse Pokemon go stops – og det var der heldigvis. Jeg tror, vi gik rundt der en lille times tid. Næste gang skal vi lige have lidt af historien med, inden vi går på Pokemon jagt.

Mosede Fort
Mig og mine to dejlige drenge <3
Tydeligt billede af at Mathias er den nysgerrige, mens Oliver stirrer ned i sin mobil 🙂

Nu er hjemmeskolingen (heldigvis) slut, så jeg er ikke nær så presset som tidligere. Men jeg er sikker på, at vi vil blive bedre til at tage en tur ud i naturen for at få lidt af den der inde-kuller ud af kroppen. Der er trods alt grænser for hvor meget ny corona hjemmehygge vi kan finde på indendørs 🙂 Har du et godt forslag til hvor vi kan tage hen (på Sjælland)?

Følg mig på Bloglovin’, Pinterest, Facebook og Instagram