Perler til drivhus og køkkenhave

Perler til drivhus og køkkenhave

11. maj 2024 0 Af Kreative Pips

Sidste år købte vi vores dejlige villa med tilhørende have. I haven var der mange store planter, og store dele af haven var helt vokset til. I år har vi haft fokus på at få styr på haven, så den passer vores behov. Vi har ryddet køkkenhaven, og manden har bygget tre store højbede. Bedene kan delvis ses i dette indlæg. Og nu har vi endelig fået gjort drivhuset til det hyggelige sted, vi har drømt om. Og derfor har jeg nu fået lavet nogle perler til drivhus og køkkenhave. Rødbeder og porrer er delt i indlægget nævnt overfor, hvor der også er flere andre ideer til perler i køkkenhaven.

Perler til drivhus

Hele vinteren har drivhuset været opbevaring, men nu er det tømt for rodet. Vi har via Facebook fået 4 kapillærkasser, som blev bortgivet i en lokal gruppe (vi er kæmpe fan af de grupper, og bortgiver også jævnligt ting vi ikke bruger mere). På venstre side er der tomatplanter, to agurker og så vores nyindkøbte peberfrugtplante.

Bagerst i drivhuset står vores to havestole, som kan lænes tilbage. Så det bliver et rigtigt hygge-hjørne, vi har fået lavet os. Og jeg glæder mig til at nyde det og bare sidde og læse og slappe af i duften af de mange planter.

På bordet i drivhuset står en af mine sommerblomster i perler, som jeg lavede sidste år. Måske min mor skulle have sådan en til campingvognen, så de har en blomst, de ikke behøver vande. På bordet står også mine to hjemmelavede spil, nemlig kalaha og kryds-og-bolle. Jeg har lavet vejledninger til begge spil, og dem finder du her.

For at holde styr på planterne, har jeg lavet en gul peberfrugt i perler. Efter den blev strøget har jeg limet den på et trægrilspyd med limpistolen. Peberfrugten er lavet i farverne gul (03), mørk brun (12) og bamsegul (60) – numrene refererer til HAMAs farvekoder.

Perler til hønsehuset

I den anden ende af haven har vi lavet en hønsegård med et hjemmebygget hønsehus. Hurraa for en mand, der er tømrer 🙂

Vi må faktisk gerne have en hane, men det har vi ikke lyst til. Derfor har jeg i stedet for lavet en hane i perler. Jeg fandt et mønster på Pinterest og kiggede bare efter det, og jeg valgte selv de farver, jeg syntes passede bedst. Hele 16 forskellige farver endte jeg med at bruge, men er også godt tilfreds med resultater, som fyldte 2×5 firkantede plader.

Jeg opbevarer mine perler i glas fra tomatsauce fra Fakta/365, og har så skrevet farven på både låg og glas med poscatusser (Reklamelink). Det fungerer super godt – jeg glæder mig dog til at få den op på en reol i stedet for de flyttekasser, de stadig står i.

Vi har købt 9 kyllinger hos Bodils Blomster i Haslev, og der købte vi også peberfrugtplanten. De har mange forskellige kyllinger i forskellige størrelser, og vi fik en rigtig fin rundvisning og fremvisning af de store høns, så vi kunne vælge ud fra dem. Vi har valgt 3 orpington i sort/sølv, 3 wyandotter, 1 sussex og 2 der ligger mintgrønne æg (men som vi ikke kan huske hvad hedder). Vi er spændte på, hvor mange høner og hvor mange haner der er i kuldet. Og så er vi selvfølgelig spændte på hvornår vi får vores første æg.

Jeg tror ikke jeg er helt færdig med at pynte hverken drivhus, køkkenhave eller hønsegård med perler. Jeg har blandt andet ideer om et navneskilt på hønsehuset, og så måske nogle æg og kyllinger også. Og i drivhuset må jeg vist også få lavet en tomat og en agurk, så der er skilte på det hele.

De små kreative projekter er perfekte om eftermiddagen, hvor tålmodigheden og tiden ikke altid er lige lang. Og børnene kan være med til de små krea-projekter.

Følg mig på Bloglovin’, Pinterest, Facebook og Instagram