Positive ting ved corona

3. juni 2020 2 Af Kreative Pips

Den nuværende corona-situation er historisk og meget overvældende. Det er helt bestemt noget, der bliver skrevet ind i historiebøgerne. Og nøj, der har været meget at brokke sig over. Jeg synes især, det var hårdt at hjemmeskole begge børn samtidig med, at jeg skulle passe mit eget arbejde. Men det lykkedes, og vi er nu ret langt ovre på den anden side. Selvom vi nok aldrig kommer helt tilbage til hvad, der tidligere var normalt. Og med det mener jeg, at vi finder en ny og bedre normalitet. For der har helt sikkert også været nogle positive ting ved corona, og dem vil jeg gerne komme med mit bud på i dagens indlæg. Måske du finder inspiration til ting, du selv kan ændre i din hverdag.

Det her med at være taknemmelig og se tingene fra den positive side, kan du læse meget mere om i min seneste boganmeldelse om bogen “Taknemmelighed”

Mere tid med mine børn

En af de vigtigste ting har for mig været mere tid med mine børn. I vores travle hverdag har jeg virkelig savnet nærvær og hyggen med børnene. Så det er der, mit fokus har været. Vi har spillet spil, især Uno og lignende kortspil. Det er hurtigt, og man kan sagtens nå et spil om aftenen i hverdagen. Så det skal vi helt sikkert huske, når hverdagen igen er travl med sport de fleste dage.

Vi har også indført aftengåture. Det er oftest Mathias, som spørger om vi ikke kan gå en tur. Han vil helst hen på en legeplads, så han kan gynge eller rutsje. Oliver og jeg spiller PokemonGO, så vi er altid friske på en gåtur. Og der er jo heldigvis ofte PokeStops ved legepladserne, så det er win-win. Og frisk luft inden sengetid, er uden tvivl bedre end dårlige amerikanske serier på iPad’en.

Aftentur i lokalområdet

Vi har også haft masser af tid til at hygge med perler. Og der er også blevet bagt flere kager med hjælp fra mine søde drenge. Lige for tiden afprøver vi en masse sundere kageopskrifter, og så snart hindbærerne modner, så skal der bages en masse forskellige hindbærkager, -tærter og mon ikke de også kan bruges til is?

Med JA-hatten på

Vi har modtaget spiller “Med JA-hatten på” til anmeldelse.

Vi har fået lov at teste spillet “Med JA-hatten på“, som er et lærerigt hyggespil med danske vendinger. Det er også lærerigt for mig, for selvom jeg kender vendingerne, er jeg faktisk ikke helt sikker på betydningen. Så flere gange måtte jeg slå forklaringen op i den medfølgende bog.

Vi skal helt sikkert spille det endnu mere i sommerferien. Drengene synes det er sjovt – og vi har endda kun prøvet billedlotteriet indtil videre. Morgenen efter vores første spil, viste Mathias, at han er en kvik dreng. Jeg bad han om at huske et eller andet, og han svarede straks “jeg har skrevet det bag øret“.

Lige nu har Mathias om den her slags vendinger i skolen. De skal nemlig snart have de obligatoriske tests, og de indeholder ofte den her slags vendinger. Derfor har lærerne fokus på dem de næste par uger.

Alle de små, positive ting ved corona

I marts havde vi to forfærdelige uger med lus! Vi har aldrig haft lus herhjemme før, så der var en masse ny viden jeg skulle tilegne mig. Så afsted på apoteket for at købe luseshampoo og så kæmme dagligt. I weekenden tog de hjem til deres far, og mandag kom de hjem med lus igen. Ikke så mange som første gang, men det tog stadig alt for lang tid til at jeg syntes det var sjovt! Heldigvis har vi været forskånet for lus siden – selvom der en enkelt gang har været lus i Mathias’ klasse.

Jeg har fået ryddet op i nogle af mine skabe. Jeg har fået givet en stor pose babytøj videre. Det var nostalgisk at se drengenes babytøj, men jeg har kun beholdt min mors hjemmestrik samt de 2-3 sæt babytøj, jeg selv syede. I posen var også noget baby- og juniorsengetøj, som var min eksmands, da han var barn. Så det har han fået hjem til sig selv. Han kiggede godt nok mærkeligt på mig, men nu kom jeg af med det 🙂

Jeg har også fået syet (og solgt) en masse savlesmække og vatrondeller. Jeg solgte det i en lokal Momunity facebookgruppe til fordel for Børnetelefonen. Jeg er ret stolt over, at jeg på kort tid fik samlet 1.400 kr. ind. Jeg kan stort set ikke se det på mit stoflager, men følelsen varmer stadig.

Haven

Med al den tid hjemme har vi haft ekstra meget tid til at ordne haven. Og i år har vi plantet endnu flere grøntsager end sidste år. Vi er endda endt med to nye højbede ude i forhaven. Jeg gav min ekskærestes havemøbler væk (efter aftale med ham), og så kom min søde, hjælpsomme far med to nye pallehøjbede.

min forhave FØR ændringen
Vores ny køkkenhave

Især salaten står rigtig flot, men jeg kan også se at rødløg og gulerødderne vokser. Pastinakkerne har været lidt længere om at komme i gang, men nu pipler de op af jorden også. Vi har igen lavet grøntsager i perler, så vi kan se, hvilke grøntsager der er hvor. Mønstrene kan du finde her.

Jeg har allerede fået brugt haven rigtig meget, og jeg nyder det . Jeg elsker virkelig min have, og jeg får virkelig slappet af derude. Jeg får læst en masse ude i min lounge, og hvis du mangler en god bog, kan du finde mine boganmeldelser lige her.

Taknemmelighed

Har du husket at stoppe op og tænke over, om der er noget godt i al det her for dig? Som jeg skrev i min seneste boganmeldelse har jeg STOR fokus på at se på det positive og være taknemmelig i min hverdag.

Selvfølgelig har jeg drømme om ting jeg gerne vil og ting, jeg ønsker mig. Men i bund og grund har jeg det super godt. Jeg mangler intet, og mine drenge er sunde og raske. Og med den her situation har jeg haft glæden af mere tid og nærvær med mine drenge. Jeg har kunne give dem den tryghed, de længe har haft behov for i en hverdag og skoledag, som ikke altid går deres vej. Jeg har rykket mig i de her måneder, og jeg er blevet en bedre mor.

Jeg er glad, ofte endda lykkelig – håber også du kan finde noget godt i din hverdag?

Følg mig på Bloglovin’, Pinterest, Facebook og Instagram